Nørager har taget redningsvestene på - sæt kryds i kalenderen lørdag klokken 13.30
Nørager BK overvandt chockstart og slog formstærke VSK Aarhus på udebane med 2-1 i Serie 1.
Med en overraskende sejr på 2-1 over VSK Aarhus på udebane sikrede Nørager BK sig lørdag eftermiddag tre gode point, som giver håb om at oprykkerne kan sikre sig endnu en sæson i Serie 1. Mads ‘Pylle’ Pedersen på straffespark og Rasmus Jensen scorede målene i kampen, som ellers startede på den værst tænkelige måde for gæsterne fra Norddjursland.
»Vi kom bagud med 1-0 efter bare 15 sekunders spil. Vi startede med at give bolden op, men bolden hoppede og dansede på den ringe bane, og efter et par hurtige træk og en personlig fejl i vores forsvar, lå bolden i vores målet,« fortæller Nørager BK’s cheftræner Jeppe Friis. Men Nørager BK fik styr på nerverne og organisationen og kom efter det første svære kvarter bedre med i kampen.
»VSK Aarhus slog os med 4-2 i den første kamp på vores bane og gjorde voldsomt ondt på os med deres omstillinger,« fortæller Jeppe Friis om VSK Aarhus, som ganske vist om torsdagen havde tabt med 3-0 til Aabyhøj IF, men ellers havde vist forrygende målhumør og scoret 20 mål i de foregående tre kampe.
»Vi forsøgte derfor at korrigere vores opstilling ved at gå fra en 4-5-1 til en 3-6-1 formation. Ved at overbefolke midtbanen ville vi forsøge at stoppe VSK’s omstillinger og samtidig holde fast i bolden,« forklarer Jeppe Friis, som måtte undvære holdets arbejdsomme og bundsolide defensive midtbanespiller Kasper Sortkjær, der var forhindret på grund af arbejde.
Vi afviste alt, og Jeppe Pedersen og Rasmus Krause Mouridsen var rigtig gode i forsvaret, godt bakket op af en arbejdsom midtbane.
Talte med store bogstaver
Så Nørager BK stillede op med Steffen Klintø på mål bag en forsvarskæde med rutinerede Lasse Jensen sammen med de to unge stoppere Jeppe Pedersen og Rasmus Krause Mouridsen. Den overbefolkede midtbane havde de to back’er Jonas Friis og Jesper Brandt-Skipper på kanterne og Kristoffer ‘Bubber’ Frandsen, Mads ‘Pylle’ Pedersen, Jan Ankerstjerne og Mathias Fisker centralt. Helt fremme spillede Rasmus Jensen.
»VSK’s lynscoring forplantede sig til vores spil, for fejl giver usikkerhed. Sammen med ændringen i vores opstilling betød det, at vores spil sejlede noget det første kvarter. Men vi kom bedre med, og midt i 1. halvleg blev Mathias Fisker væltet inde i feltet. Han var på vej ud af feltet, så set fra VSK’s side var det et dumt og unødvendigt straffespark. Mads ‘Pylle’ Pedersen scorede sikkert og udlignende til 1-1,« fortæller Jeppe Friis.
»I pausen blev der talt med store bogstaver, for selv om vi var godt med, skulle vi gøre det bedre og gøre os umage for at opfylde de nye opgaver, som fulgte med vores nye opstilling, « siger Jeppe Friis. Christian Basballe kom ind i 2. halvleg, mens der ikke blev brug for Gökhan Tokay på Nørager BK’s bænk.
Alle point er vigtige
»Vi gik ud og leverede en god fight i 2. halvleg og holdt stort set VSK Aarhus væk fra noget som helst. Vi kom foran efter et kvarter, da Mads ‘Pylle’ Pedersen headede et frisparksindlæg på tværs af målet, hvor Rasmus Jensen med hovedet kunne dirigere bolden mod mål, så bolden lige akkurat kunne liste sig ind over stregen,« fortæller Jeppe Friis.
Rasmus Jensen og Mathias Fisker havde derefter gode muligheder, men skød ved siden af og over målet.
»Vi kunne have lukket kampen, og så blev det lidt nervøst til sidst, når vi kun var foran med et enkelt mål, kampens betydning taget i betragtning. Vi afviste alt, og Jeppe Pedersen og Rasmus Krause Mouridsen var rigtig gode i forsvaret, godt bakket op af en arbejdsom midtbane. Det var ikke særligt prangende, men som vi ligger i tabellen er alle point vigtige,« siger Jeppe Friis.
Med sejren kravlede Nørager BK op på den 5. plads, som sikrer klubbens overlevelse i rækken, men duellen med Fuglebakken KFUM og Christiansbjerg IF i bunden af rækken kommer til at fortsætte indtil sæsonens sidste fløjt.
Lørdag spiller Nørager BK en ny skæbnekamp mod Aabyhøj IF på hjemmebane inden holdet fredag aften 28. oktober på udebane møder det suveræne tophold tst Fodbold. Kampen mod Aabyhøj fløjtes op lørdag kl. 13.30 på Nørager Stadion.