Feldballe inviterer byens borgere til indvielse af padelbane
Kom og vær med til at slå de første slag på den nye bane ved Feldballe Hallen i dag onsdag 12. oktober.
Syddjurs går ikke kolde på baner, hvor folk i alle aldre kan dyrke den måske mest populære og hastigt voksende sportsgren lige nu på firmamentet, padel.
I dag, onsdag 12. oktober, er turen kommet til det nye udendørs padelanlæg ved Feldballe Hallen.
6.-9. klasse på Feldballe Friskole og bestyrelsen for Feldballe Hallen inviterer byen og oplandets borgere til indvielse i tidsrummet 16.30-18 ved Feldballe Hallen.
Eleverne i 6.-9. klasse på Feldballe Friskole har i samarbejde med Feldballe Hallens bestyrelse haft til opgave at lave en indvielsesfest, som vil gå over i historien.
Klasserne arbejder med den nye læringsform ’PBL’, der står for projektbaseret læring.
I projektbaseret læring er omdrejningspunktet, at undervisningen skal være meningsgivende for eleverne. Det bliver den gennem strukturerede projektforløb, der tager afsæt i virkelige problemstillinger, som inddrager det omkringliggende samfund, og som skal munde ud i en fremvisning for et relevant publikum.
Hvordan der er arbejdet med projektbaseret læring. på Feldballe Skole, vil eleverne i 6.-9. klasse vise ved dagens indvielsesfest.
Eleverne vil stå for forskellige aktiviteter, som man som gæst kan deltage i: Skateworkshops, forskellige typer boldspil på flere måder, pizzasnegle, bålpandekager, en QR-vandring på Feldballe Hallens område, hvor man kan dykke ned i Feldballehistorien, flere boder med fokus på de små børn, kaffe og kage og en helt masse andet sjov.