Her får dødssyge Alf sit største ønske opfyldt - måske i sidste øjeblik
33-årige Alf havde et kæmpe ønske før sin død. Tirsdag blev det opfyldt.
Alf er 33 år gammel.
Han kan ikke bevæge sig, han kan ikke tale, han kan ikke spise - han kan end ikke selv trække vejret.
Alf Brun lider af den dødelige sygdom ALS - amyotrofisk lateral sklerose.
Det eneste, der ikke er hæmmet, er hans tanker - og evnen til at smile.
Det smil fik han ekstra brug for tirsdag aften i Parken.
1. september skrev Alf på Twitter:
»Er der nogen, der kan hjælpe mig med en kørestolsbillet til kampen mellem FCK og Manchester City. Jeg har haft ALS i syv år - det vil være min sidste chance for at se City spille fodbold.«
Alf er fra Norge - det samme er Erling Braut Haaland, der spiller i Manchester City - to ting, der betyder meget for Alf.
Desværre blev billetterne revet væk.
»Han røg helt ned i kælderen,« har Alf hustru Anne Brun Syversen tidligere fortalt til det norske medie, NRK.
Det fik Alf til tasterne, han kan styre ved hjælp af en øje-styret computer.
Går viralt
Det Tweet går pludselig nærmest viralt - og kommer også Daniell Askholm, der er fankoordinator i FCK, for ørerne.
»Jeg bad en kollega tage kontakt til ham. Selvfølgelig skal han se sit Manchester City,« sagde Askholm til NRK.
Tirsdag oprandt så den store dag, hvor Alf endelig er i Parken.
Det får ikke lov at gå upåagtet hen - hverken blandt tilskuere eller spillere.
Her bliver han kørt ind og hyldet som en af de sportshelte, han selv ser som idoler.
Flere oplevelser
Han fik blandt andet også muligheden for at hilse på Manchester Citys manager, Pep Guardiola.
»Det var helt vanvittigt. Det var et stort øjeblik for ham,« siger Anne Brun Syversen til NRK efter kampen.
Det var dog ikke kun manageren, der hilste på. Efter kampen fik Alf muligheden for at møde resten af holdet - inklusive Erling Braut Haaland.
»Der har været så mange indtryk. Det har været en op- og nedtur af følelser. Han har grædt, han har været glad. Det har været vældigt rørende,« siger Anne Brun Syversen.
Kampen mellem FCK og Manchester City endte for øvrigt uafgjort 0-0.