Fortsæt til indhold

KPI skal nu håbe på et Tyson Fluke Fury lucky punch af de største

Lørdagens 2-1 nederlag til Christiansbjerg gør, at KPI kun i teorien kan håbe på at klare frisag i Serie 2 via en playoffkamp.

Sport

»Vi skal vinde over over Christiansbjerg (CIF) ellers er det slut,« lød det ærligt for Kolind-Perstrups hårdtarbejdende cheftræner Jesper Friis Jensen forud for lørdagens hjemmekamp på Kolind Park mod Christiansbjerg (CIF).

KPI tabte opgøret med knebne 2-1 (1-0). For hjemmeholdet scorede Jakob Degn Larsen til 1-1 i det 62 minut, mens udeholdet på mål af Gustav Mellerup efter seks minutter og Peter Balsgaard i det 82. minut hev sejren hjem.

Trænerjobbet har været spændende, men også enormt tidskrævende. Jeg har virkelig fundet ud af, at det at være træner er noget helt andet end det at være spiller.

Meget skuffet

KPI rykkede ud af Serie 1 før sommerferien 2022, så en nedrykning yderligere er en streg i regningen for den gamle markedsbys bedste hold.

KPI mangler to kampe mod rækkens nummer to, NB 93, ude og mod en anden af nedrykningskandidaterne Hornslet IF hjemme.

Hornslet med ni point, Auning med syv point og KPI med blot fem point udgør det slagne felt. Problemet for KPI er, at de to medbejlere har en kamp mod hinanden i baghånden, og den vil resultere i point til enten begge eller en af parterne.

KPI skal håbe på, at de kombattanter spiller uafgjort og ellers taber resten af deres kampe, mens KPI til gengæld holder rent bord.

Det vil sikre KPI en playoffkamp.

KPIs skæbne afgøres i første omgang lørdag på Katrinebjergskolen i Aarhus, når djurslændingene møder NB 93, der skal vinde for i det mindste at sikre en playoffkamp om oprykning til Serie 1 og ellers holde trit med Vivild, hvis rækkens nummer et skulle snuble.

Vivild kan lukke ballet om oprykningen ved at besejre Hornslet søndag klokken 13 på kunstgræsbanen i Hornslet.

Lørdag møder Auning KPIs banemænd Christiansbjerg på udebane og er nærmest tvunget til at vinde.

»Jeg er naturligvis meget skuffet over, at vi sandsynligvis rykker ned,« siger cheftræner Jesper Friis Jensen.

»Det stod selvfølgelig ikke på min dagsorden, da jeg selv overtog holdet efter sommerferien. Træningsindsatsen har været mere end fin, men resultaterne har det ikke. Det var noget lort, at vi startede dumt ud med at tabe hjemme til Auning og siden til Aastrup/Hammelev. Det satte ligesom standarden for de følgende kampe.«

Friis stopper

Jesper Friis Jensen stopper efter denne sæson som træner, hvis kabalen for en afløser går helt op.

Det glædelige er, at samtlige spillere har nikket ja til at fortsætte, selvom vi nok rykker ned.

»Jeg vil gerne bruge min tid på arbejdet i fodboldbestyrelsen og så ellers kun spille noget oldboys fodbold. Trænerjobbet har været spændende, men også enormt tidskrævende. Jeg har virkelig fundet ud af, at det at være træner er noget helt andet end det at være spiller. Du er på hele tiden, og det mindst krævende er næsten det, der foregår på træningsbanen,« siger Jesper Friis Jensen.

Jesper Friis Jensen har været ’orange’ hele sit fodboldliv, og det vil han fortsat være forever. Det samme gælder hans andre store fodboldkærlighedsprojekter, AaB og West Ham United F.C.

To klubber han følger med nidkærhed og jubler og græmmes over.

KPI melder ud inden ret længe, hvem der skal tage over på trænerfronten.

»Det glædelige er, at samtlige spillere har nikket ja til at fortsætte, selvom vi nok rykker ned. Det gælder også Jakob Degn Larsen og Andraes Brus Mikkelsen plus de øvrige, der bor i Aarhus,« siger Jesper Friis Jensen.