Fortsæt til indhold

Danmarksserien: Godt spil - men ingen point til FC Djursland

FC Djursland viste gode takter, men tabte med 4-1 til det ubesejrede tophold Vejgaard B på HSM Arena.

Sport
Martin Schultz

Det var top mod bund, da FC Djursland lørdag eftermiddag tog imod det ubesejrede tophold Vejgaard B fra Aalborg. Og nordjyderne gav ikke ved døren og vandt kampen med 4-1, men FC Djursland bed godt fra sig og holdt kampen åben indtil midt i 2. halvleg. I kampens sidste minutter gjorde Vejgaard det til 4-1, men FC Djursland kunne gå fra banen med oprejst pande efter nedturene med 7-0 til Aarhus Fremad og 3-2 nederlaget i bundopgøret mod Kjellerup IF.

»Vi spillede en god kamp mod en dygtig modstander. Vejgaard B er ubesejret som tophold og i mine øjne et godt bud på et nyt 3. divisionshold. Vi optrådte med en god attitude og havde modet til at spille fremad banen. Mange gjorde det godt, og der sker en modning af holdet i disse kampe. Det var et skridt den rigtige vej, og vi skal nok få flere point,« siger sportschef Nicolaj R. Poulsen, som lige var et par skridt tættere på holdet i denne kamp.

Sportschefen havde nemlig ansvaret for holdet i cheftræner Felipe Soares’ fravær. Felipe Soares fik et rødt kort af dommeren efter kampens afslutning sidste lørdag i Kjellerup, da der udviklede sig ordvekslinger udenfor banen, som med Nicolaj R. Poulsens ord ‘ikke var så pæne’. DBU’s disciplinærkomité takserede det røde kort til to spilledages karantæne, og FC Djursland må således også undvære cheftræneren på bænken i næste lørdags udekamp mod VRI.

Kom med stor fysik

FC Djursland måtte stille op uden frontløberen Martin Holm Hansen, som måtte udgå med en skade sidste lørdag mod Kjellerup IF. Nichlas ‘Høffe’ Høpfner Hansen havde meldt afbud af private årsager, og så kommer man nok til at kigge langt efter Frederik Laursen fremover, for den teknisk begavede midtbanespiller fra Ryomgård er flyttet til Horsens.

Så FC Djursland stillede med Anders Emil Hjorth på mål bag en forsvarskæde med Christian Rytter Fløjborg, Casper Stylsvig Bæksted, Thorbjørn Friis Overgaard og Frederik Borup Vogel. Fabian Korsgaard og Christian Jensen spillede på midtbanen med Mikkel Sloth og Nis Traulsen på kanterne og Magnus Rasmussen og Malthe Engelund helt på toppen. I 2. halvleg blev Emil Birkedal Nielsen, Mikkel Leander Pedersen, Edis Demirovic, Niclas Glarman og Martin Westmark Hansen sendt på banen.

FC Djursland fik den værst tænkelige start, da Vejgaard B kom foran efter allerede seks minutter.

»Vejgaard kom med meget fysik og trykkede os fra start. Vi havde vores udfordringer med at afvise dem, og de scorede tidlig fra en position i det bagerste område efter at vores målmand Anders Emil Hjorth havde halvklaret et forsøg,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Men efter 28. minutter brød Malthe Lemming Engelund igennem på kanten og kunne sende bolden ind foran mål, hvor Magnus Rasmussen udlignende til 1-1.

»Men få minutter før pausen kom Vejgaard B foran med 2-1 efter et hjørnespark, som Jonas Flou Højgaard headede i mål i boldhøjde,« siger Nicolaj R. Poulsen. Vejgaard B-spilleren blev ramt af en støvle i hovedet og måtte lade sig udskifte.

Troen er intakt

»Vi omorganiserede os og gjorde nogle taktiske greb i pausen, som fik os tilbage i kampen og vi havde en god periode i 2. halvleg. Emil Birkedal Nielsen havde en afslutning på overliggeren og vi spillede mere fremadrettet,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Men Vejgaard B spillede med stor fysisk styrke og boldsikkerhed, gode offensive løb og meget power og drive. Midt i 2. halvleg satte Vejgaard B den tidligere FC Djursland måltyv Lasse Lund Storvang på banen, og han var ikke mange minutter om levere assist’en til Vejgaard B’s scoring til 3-1.

»Kort før tid lavede vi en opspilsfejl, og så kunne Vejgaard B score til 4-1. Det var en god modstander, men de kom for nemt til deres mål,« siger Nicolaj R. Poulsen. Til gengæld kunne sportschefen glæde sig over sine spilleres attitude.

»I dag spiller vi som et Danmarksseriehold. Vi er et bundhold, som taber til et tophold. Vi skal holde niveau, for spiller vi som et Jyllandsseriehold, så taber man med 7-0 til Aarhus Fremad. Men vi er med for at lære og blive bedre, og jeg er stolt, når vi stiller med så mange unge spillere på holdet. Vores hold har den yngste gennemsnitsalder i Danmarksserien, og det er FC Djurslands DNA at skabe et miljø, som udvikler vores senior- og ungdomshold. Så troen på, at vi kan komme videre, er intakt,« siger Nicolaj R. Poulsen.