BK Thor melder klar: Stævne med 14 kampe
11 Randers-boksere skal i kamp på Nørrevangsskolen.
Bokseklubben Thor i Randers er klar til endnu et kæmpestævne. Fredag aften går det løs på Nørrevangsskolen med ikke færre end 14 kampe med hele 11 Randers-boksere impliceret.
»Vi er klar. Nu skal der bare ikke komme afbud,« siger Kenneth Jensen, træner, matchmaker og meget andet i BK Thor, der i de senere år helt har overtaget hovedrollen i randrusiansk boksning.
I en længere periode har dansk amatørboksning lidt under mangel på boksere. Men den slags kender man intet til i BK Thor og for den sags skyld heller ikke i en anden af byens klubber, Randers Bokse- og Motionsklub RBM.
»Vi stiller selv med seks mand, mens RBM kommer med fire,« står der i en pressemeddelelse fra BK Thor.
Randers’ tredje aktive bokseklub, Randers Atlet Club, har knap så mange kampboksere og får kun en enkelt i kamp.
Gabriel Skorupski fra RBM kommer på en særdeles vanskelig opgave, idet han skal møde den danske mester Bjarne Newby fra Hornslet.
Følgende Randers-boksere skal i kamp på Nørrevangsskolen fredag aften:
Fra BK Thor: Lærke Ehlers, Has Kulaev, Rune Blaabjerg, Jawid Rostami, Casper Jensen og Jacob Fryd.
Fra RBM: Mir Basic, Tristan Soele, Anders Thorsager og Gabriel Skorupski.
Fra RAC: Emil Høegh.