Kurling hos Vorup FB Motion
Med støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje har Vorup FB Motion nu sat gang i en ny aktivitet ’kurling’.
Kurling er en mild motionsform – en sport, der kan dyrkes af alle, som holder af en venskabelig konkurrence, og under spillet er det sociale fællesskab i centrum.
Vorup FB Motion, der har aktiviteter i Ulvehøjhallen i Haslund, har fået bevilget 12.000 kr. i støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje.
Med bevillingen har Vorup FB Motion fået mulighed for at tilbyde den nye aktivitet, som supplement til de mange aktiviteter, der i forvejen er i foreningen.
Formanden for Vorup FB Motion, Arne Timm, ser frem til at, den nye aktivitet kan blive et aktiv for de mange medlemmer, som foreningen allerede har, og at den nye aktivitet kan være medvirkende til, at der kan bydes velkommen til en masse nye ansigter i foreningen.