Kaptajnen jagter succes til sit måske sidste VM
Meget få spillere har lige så mange landskampe som Danmarks anfører, Simon Kjær. Nu skal han kæmpe for at nå sin landsholdskarrieres klimaks til VM, som muligvis bliver forsvarsspillerens sidste.
Det er de færreste danske fodboldspillere, der oplever at spille til tre VM-slutrunder.
Men for landsholdets anfører Simon Kjær bliver det en realitet, når VM sparkes i gang. Første gang var i 2010 i Sydafrika, dernæst 2018 i Rusland og nu tredje gang i Qatar.
Den rutinerede forsvarsspiller har været en fast klippe for Danmark siden sin debut i 2009. Dengang fik alle øjnene op for Simon Kjær, efter han hjalp danskerne til en historisk 1-0-sejr over de blågule ærkerivaler i Stockholm.
Nu er det svært at forestille sig et landshold uden Kjær, der med 121 kampe i rødt og hvidt er snublende tæt på Peter Schmeichels rekord med 129 kampe.
Selvom hans karriere i perioder har været plaget af skader, er der ikke mange fodboldspillere i verden, der kan bryste sig af et flottere CV.
Begyndte i Horsens
Det hele begyndte i AC Horsens, hvor Simon Kjær spillede ungdomsfodbold, indtil han som 18-årig skiftede til FC Midtjylland, hvor hans far Jørgen Kjær i mange år var holdleder. Kjær fik sin debut i Superligaen. Her krævede det kun 19 kampe med gode præstationer, før italienske Palermo kom til Herning med en stor pose penge.
Siden har Simon Kjær spillet i Wolfsburg, Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla, Atalanta og nu AC Milan. Alle sammen flotte adresser i nogle af Europas største ligaer, hvor Simon Kjær alle steder har været en vigtig del af holdet.
Landsholdets fyrtårn
På mange måder er stabil et godt ord til at beskrive landsholdsanføreren. Han er måske ikke kendt som den store kreatør, men derimod som en solid stopper og styrmand i forsvaret.
Uden for fodbolden er Simon Kjær bedst kendt for sit rolige jyske gemyt og ydmyge tilgang til livet. Men på banen og i omklædningsrummet er han en lederskikkelse, der går forrest, inspirerer holdkammeraterne og tager tydeligt lederskab, hvis der er brug for det.
Landstræner Kasper Hjulmand har således kaldt ham et “fyrtårn” for holdet, der med sin rutine og personlighed er vigtig for særligt de mange unge spillere.
Snarrådig kaptajn
Da Christian Eriksen faldt om i Parken viste Simon Kjær sin unikke evne til at handle, når andre fryser eller går i chok. Anføreren var den første hos sin holdkammerat, og han tog stort ansvar i situationen.
Og da lægerne gjorde deres bedste for at redde Christian Eriksen, påtog Simon Kjær sig også rollen at tale med og berolige Eriksens knuste kone.
Simon Kjærs heroiske gerninger gik verden rundt, og han er i dag en af de mest respekterede fodboldspillere overhovedet.
Han har godt nok fået skarp konkurrence om pladserne i Danmarks midterforsvar, hvor særligt Joachim Andersen har leveret imponerende præstationer. Men der kan ikke være tvivl om, at Kasper Hjulmand får brug for sin kaptajns erfaring og styrke, når Danmark skal jagte sensationen til VM i Qatar.
Et VM, der måske bliver 33-årige Simon Kjærs sidste.