Fortsæt til indhold

Tre nye stadions lægger græs til Danmarks VM-kampe

Det danske landshold skal i kamp mindst tre forskellige steder i Qatar.

Sport

6-1 over Uruguay på Estadio Neza 86 i Mexico, 4-1 over Frankrig på Stade de France og 2-0 over Frankrig på Incheon World Cup Stadium i Sydkorea.

Gennem årene har Danmark spillet nogle historiske VM-kampe på alverdens stadions.

Og i år er der potentiale for nye minder i Qatar.

Første mulighed kommer, når Danmark i den første VM-kamp spiller mod Tunesien. Bemærk at kampen allerede spilles klokken 14 dansk tid, så nogen får måske brug for at holde en halv fridag, hvis kampen skal ses live. I Qatar vil klokken være 16.

Kampen mod Tunesien bliver spillet på Education City Stadium i Al-Rayyan, hvor der er plads til cirka 45.000 tilskuere.

Danmarks anden kamp ved slutrunden bliver spillet 26. november klokken 17 dansk tid. Her venter Frankrig på Stadium 974 i Ras Abu Aboud, hvor der er plads til cirka 40.000 tilskuere.

Den sidste kamp, som er mod Australien, bliver spillet 30. november klokken 16 dansk tid på Al Janoub Stadium i Al Wakrah. Også her er der plads til 40.000 tilskuere.

Åbningskampen ved VM spilles på Al Bayt Stadium i Al Khor, mens VM-finalen skal spilles på Lusail Iconic Stadium.

Med 80.000 tilskuerpladser er Lusail Stadium det største VM-stadion i Qatar, og det skal efter planen huse 10 VM-kampe inklusiv finalen. Lusail er en helt ny og topmoderne by cirka 15 kilometer nord for det centrale Doha, hvor der efter planen skal bo på den gode side af 200.000 mennesker, når VM i Qatar er afsluttet.

På Al Bayt Stadium er der plads til 60.000 tilskuere til kampene. Geografisk er Al Bayt Stadium placeret som det stadion, der er længst væk fra Doha og de syv andre stadions.

Der skal spilles ni VM kampe på Al Bayt Stadium, inklusiv åbningskampen mellem Qatar og Ecuador samt en af VM-semifinalerne. Forhåbentlig med Danmark som deltager.

I alt danner otte forskellige stadions rammen om de 64 kampe ved VM i fodbold i Qatar. Arrangørerne har fået hård kritik af adskillige politikere, menneskerettighedsorganisationer og også DBU, fordi byerne og stadions er bygget af migrant-arbejdere under ekstremt kritisable forhold.