Fortsæt til indhold

De australske evige underdogs

Sport

Hver gang er de undertippede, og hver gang overrasker de deres modstandere og hele verden.

Det australske fodboldlandshold, eller Socceroos, som de kaldes i hjemlandet, har en tradition for at overpræstere ved de helt store begivenheder.

Nu skal de til VM i fodbold for sjette gang, hvor de ligesom i 2018 er landet i samme gruppe som Danmark.

Kun en gang tidligere er australierne gået videre fra deres gruppe. Men de har altid givet deres konkurrenter kamp til stregen - også mere, end nogen havde forventet.

Hvem husker ikke de vilde kampe mod Japan og Kroatien i 2006, hvor den uerfarne fodboldnation kæmpede sig til ottendedelsfinalerne og kun snævert blev slået ud af de senere verdensmestre fra Italien?

Eller da Australien røg ud på målscore i 2010 efter overraskende gode præstationer mod Ghana og Serbien?

Godt nok har de ikke vundet en kamp til VM i 12 år. Men de færreste har det nemt mod de aggressive australiere i gult og grønt.

Da Danmark mødte Socceroos i 2018, var vi storfavoritter. Alligevel endte det i et tæt opgør, der endte 1-1. Christian Eriksen scorede danskernes eneste mål.

Profilerne er væk

Dengang og tidligere har Australien altid haft adskillige profiler i startopstillingen. For os danskere, der har en hang til engelsk fodbold, har flere navne således vakt genklang fra lørdagene med Premier League i flimmerkassen.

Tim Cahill, Mark Schwarzer, Harry Kewell, Mark Viduka, Brett Emerton, Lucas Neill, Mile Jedinak og mange flere.

I år er der dog ikke mange genkendelige navne i australiernes trup. Kun Mathew Ryan, der til daglig står på mål i FC København, vil være kendt af de fleste fodboldinteresserede. Awer Mabil, der har spillet i Esbjerg fB og FC Midtjylland, er også med i VM-truppen.

Derudover spiller de fleste spillere i mindre europæiske klubber, de lavere engelske rækker eller den hjemlige liga i Australien, hvor niveauet mildest talt er tvivlsomt.

Derfor vil Danmark også, i endnu højere grad end i 2018, være storfavoritter, når de to lande tørner sammen i den sidste gruppekamp til VM 30. november.

Alt andet end en sejr vil være skuffende for Hjulmands tropper, der på papiret er lysår foran Australien.

Men australierne er vant til at være undertippede, og de har overrasket før. Holdet spiller altid med en stor aggressivitet, holdånd og vilje til VM-slutrunder.

Så selvom de store stjerner er væk, skal Danmark ikke regne med lette tre point mod Socceroos i Qatar.