Fortsæt til indhold

Eriksen fra Middelfart er vendt tilbage bedre end nogensinde

De færreste havde forventet, at Christian Eriksen efter sit hjertestop ville nå op på det samme niveau som før. Men måske er han faktisk blevet endnu bedre.

Sport

Årets bedste indkøb i Premier League.

Det er store ord, men ikke desto mindre hvad mange fans og eksperter allerede har kåret Christian Eriksen til at være.

Den danske stjernespiller blev i sommer hentet på en fri transfer af gigantiske Manchester United, der skal forsøge at finde fortidens storform under en ny cheftræner, Erik Ten Haag.

Og det tyder allerede på, at Christian Eriksen spiller en nøglerolle i hollænderens planer. Danskeren starter i hvert fald inde stort set hver gang, og bliver sjældent skiftet ud.

Også fansene elsker og hylder Eriksen, som på rekordtid er blevet en af de mest populære spillere i den engelske storklub.

De fremhæver især hans ro på bolden, blik for spillet og ikke mindst hans lederskab som en af de erfarne spillere i omklædningsrummet.

Landstræneren forudså det

Det var dog de færreste, der havde forudset, at Christian Eriksen på kun et år ville vende tilbage til hans nuværende niveau, da han faldt om med et hjertestop i Parken til Danmarks EM-åbningskamp mod Finland.

Kun én mand havde set det komme.

Kasper Hjulmand sagde således, da Christian Eriksen havde meldt ud, at han ville tilbage til fodbolden, at han kunne vende tilbage og være bedre end nogensinde.

De fleste danske fans håbede på langt mindre end det. Bare at få midtbanekreatøren tilbage på holdet er fantastisk efter det nationale traume, hvor han lå livløs på banen.

Men meget tyder på, at Kasper Hjulmand fik ret. Christian Eriksen spiller i hvert fald med et overskud, man sjældent før har set hos en dansker.

Sigter efter rekorder

Især på landsholdet har niveauet været tårnhøjt fra start. I sin første landskamp siden den skæbnesvangre dag i Parken scorede Eriksen således efter få sekunder på banen mod Holland.

Siden har Danmark to gange slået Frankrig, hvor han har spillet en nøglerolle, ligesom Christian Eriksen strålede i kampene mod Østrig og Serbien.

Timingen kunne ikke være bedre for det danske landshold. Manchester United-spilleren er utvivlsomt Danmarks største fodboldstjerne, og med en Eriksen i storform kan alt ske.

Selvom han fyldte 30 år i februar, kan Christian Eriksen sagtens nå de to mest prestigefyldte rekorder på landsholdet.

Med 117 noterede kampe er han kun 12 kampe fra at tangere Peter Schmeichels rekord. Og med 39 mål mangler han at få bolden i nettet 14 gange, hvis han vil overgå Jon Dahl Tomasson og Poul Tist Nielsen.

Forhåbentlig er han halet længere ind på begge rekorder, når VM i Qatar er overstået.