Fodboldekspert Mads Junker: Disse lande kan vinde VM
Tidligere landsholdsspiller og fodboldekspert på TV2 Mads Junker peger på sine favoritter til VM-titlen. Og kommer med sin vurdering af Danmarks chancer.
32 landshold rejser snart til Qatar for at dyste i den største turnering i sportens verden, VM i fodbold.
Men kun et hold og en nation kan stå med det ikoniske trofæ i hænderne, når finalen er færdigspillet 18. december.
Mads Junker, der selv nåede ni landskampe for Danmark og i dag arbejder som fodboldekspert på TV2, ser frem til at overvære VM i Qatar.
Her løfter han sløret for sine forudsigelser om favoritter, underdogs og det danske landshold.
De to oplagte
To landshold står ud i forhold til resten, når det kommer til både kvalitet, erfaring og resultater i de seneste år, mener Mads Junker.
Han peger således på Brasilien og Frankrig som de to største favoritter til VM-guldet.
»Målt på det sidste halvandet år er Brasilien og Frankrig de to hold, som burde have størst chance for at vinde VM. Det er både på grund af deres spillertrup, og hvad de har præsteret,« siger fodboldeksperten.
Selvom franskmændene ikke ligefrem gjorde en god figur i Nations League, hvor de blandt andet blev slået to gange af Danmark, vurderer Mads Junker stadig, at de forsvarende verdensmestre er et af de absolut bedste hold til den kommende slutrunde.
»Deres præstationer i Nations League lægger jeg ikke alverden i, fordi de har haft så mange skader og ikke har interesseret sig så meget for det. Holdet har enormt meget fælles erfaring med den samme træner i mange år. Deres spilkoncept er tydeligt, og de har så meget individuel kvalitet,« siger han og henviser til blandt andre Karim Benzema og Kylian Mbappé.
Målt på alle holdenes kvalitet, kan vi godt nå til en kvartfinale. Vi bør gå videre fra vores pulje, som på papiret er en af de nemmeste udover Frankrig. Australien og Tunesien skal vi simpelthen slå.
Brasilien har rekorden for flest VM-titler. Men det er 20 år siden, det fodboldgale land sidst vandt turneringen, hvor Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho var de helt store stjerner.
»De har også en hunger efter at vinde, det er 20 år siden de sidste vandt VM. Og så synes jeg virkelig, de har meget at skyde med,« siger Mads Junker.
Det nuværende landshold minder ham således om dengang, hvor brasilianerne var synonym med attraktiv offensiv fodbold.
»De ser bare ud til at have fundet en gammeldags brasiliansk opstilling, der er ekstremt offensiv. Så de bliver bare fede at følge, fordi de ser ud til at være i godt spilhumør. De ligner på mange måder det gamle Brasilien, som jeg lærte at kende, da jeg voksede op i 1990’erne,« siger Mads Junker.
Blandt mange store brasilianske profiler er de største Neymar, Vinícius Júnior, Firmino, Casemiro, Thiago Silva og Ederson.
Best of the rest
Der er dog også andre landshold, som altid og særligt i år har en realistisk chance for at få VM-trofæet med hjem, vurderer Mads Junker.
Her fremhæver han særligt Argentina, hvor anføreren og superstjernen Lionel Messi skal gøre sit sidste forsøg på at vinde den største titel af alle.
»Argentina har måske ikke en lige så bred trup som tidligere, men til gengæld har de et mere samspillet hold. De er ubesejret i 35 kampe, så det er et mandskab, der er virkelig sammentømret og faktisk kommer ind til VM med noget succes efter deres Copa America-sejr i 2021,« siger Mads Junker.
Jeg har ikke meget fidus til Spanien. De har været meget søgende efter den rigtige spillestil og ser generelt ustabile ud.
Lionel Messi var ellers tæt på at stoppe på det argentinske landshold efter tre store finaleskuffelser.
Den første kom i 2014, hvor Argentina på grund af en storspillende Messi gik hele vejen til VM-finalen, men tabte til allersidst mod Tyskland. Og i de efterfølgende år, både 2015 og 2016, tabte Argentina finalerne i Copa America.
Men i 2021 fik Messi endelig sit første trofæ med landsholdet. Og selvom der er færre kæmpe navne på holdkortet end i 2018 og 2014, giver Mads Junker dem også en god chance til VM.
»Det er næsten positivt for dem, at de har færre store stjerner til at kæmpe om de resterende pladser i angrebet. For nu har de spillet et hold sammen, der fungerer både offensivt og defensivt. Jeg tror helt sikkert, at de kan byde ind,« siger eksperten.
Svage europæere
Europa har vundet flere VM-titler end noget andet kontinent. Men ingen af de traditionelle storhold og tidligere vindere går ind til turneringen med specielt gode chancer, vurderer Mads Junker.
»Jeg synes, at problemet for Tyskland er, at de ikke har en rigtig boksangriber. Generelt er tyskernes udfordring, at de mangler nogen til at lave målene for dem. De spillere har de tidligere haft, når de har vundet noget, herunder Gerd Müller, Rudi Völler og Miroslav Klose.
De ser bare ud til at have fundet en gammeldags brasiliansk opstilling, der er ekstremt offensiv. Så de bliver bare fede at følge, fordi de ser ud til at være i godt spilhumør.
Men nu mangler de en mand til at afgøre kampene i forhold til de andre tophold,« siger eksperten om de firdobbelte verdensmestre.
Heller ikke Spanien eller England spår han store chancer.
»Jeg har ikke meget fidus til Spanien. De har været meget søgende efter den rigtige spillestil og ser generelt ustabile ud. Jeg synes ikke, de ser specielt skarpe ud. Og England har jeg generelt et stort forbehold over for, særligt efter deres præstationer i Nations League. Ingen af dem ser bare ud til at være i topform,« siger Mads Junker og går videre til Portugal:
»Man kunne have peget på Portugal, hvis Fernando Santos ikke var landstræner. Han nægter at sætte holdet fri og er tvunget til at give Ronaldo en hovedrolle. Det begrænser dem for meget.«
Kun Belgien har som en af de store europæiske nationer en god chance for at vinde VM-titlen, vurderer fodboldeksperten.
»Belgien kan på den rigtige dag stadig gøre ondt på alle hold. Kan de få Lukaku tilbage i bare nogenlunde form, så har de bare et hold og nogle spillere, der kan udfordre de allerbedste.«
Hold øje med
Til hver VM-slutrunde er der landshold, som overrasker alle. For eksempel var Colombia en åbenbaring i 2014, ligesom Tyrkiet og Sydkorea nåede semifinalerne i 2002.
I år peger Mads Junker på en overraskende nation, der kan gøre en god figur.
»Canada ser virkelig spændende ud og bliver sjove at følge. Jeg tror ikke, de vinder VM, men de har kvalificeret sig for første gang siden 1986 i suveræn stil og har rigtig gode spillere, heriblandt Alphonso Davies. Dem glæder jeg mig til at se,« siger han.
Derudover håber han altid på, at et af de afrikanske landshold kan stikke næsen frem og blande sig med de bedste.
»Her er Senegal nok det bedste bud, hvor man har store profiler og kommer som vindere af African Cup of Nations. De er også i pulje A, som de bør gå videre fra. Dem tror jeg også, man kan glæde sig til at se,« siger Mads Junker.
Danmarks chancer
Og nu så til det mest spændende: Danmarks chance for at gå hele vejen og vinde VM.
»Bolden er rund, og i fodbold kan alt ske, men vi bør ikke sætte succeskriteriet for højt,« mener Mads Junker.
»Målt på alle holdenes kvalitet, kan vi godt nå til en kvartfinale. Vi bør gå videre fra vores pulje, som på papiret er en af de nemmeste udover Frankrig. Australien og Tunesien skal vi simpelthen slå,« siger han.
I ottendedelsfinalen vil sandsynligvis vente enten Argentina eller Mexico.
»Det betyder selvfølgelig meget, hvem vi møder. Argentina vil formentlig være for stor en mundfuld, og selvom Danmark vinder der, vil man også skulle overpræstere i en kvartfinale.
Møder vi Mexico, tror jeg, vi går videre. Og så bliver det rigtig spændende,« siger Mads Junker og kommer med sin vurdering af et godt dansk VM:
»At gå videre til ottendedelsfinalen er succeskriteriet. Derfra vil alle sejre være en stor bedrift,« siger han.