Fortsæt til indhold

Varde sejrede i ren Randers-finale

Thomas Andersen vandt Grand Prix-afdeling i Randers.

Sport

Finalen i tredje runde af Den Danske Billard Unions Grand Prix-turnering i trebandecarambole i Randers blev et rent Randers-opgør mellem de to randrusianere Thomas Andersen og Tonny Carlsen, der jævnligt træner sammen.

Men sejren gik altså til Varde, som Thomas Andersen repræsenterer.

I finalen vandt han en sikker sejr efter en blændende start med føring i tre indgange - et snit på 8.000 efter blandt andet en serie på 14.

Tonny Carlsen havde som Thomas Andersen vist blændende spil undervejs. Således vandt han sikkert over Brian Knudsen fra Grøndal efter undervejs at have lavet en serie på ni og sluttelig en serie på seks til slutfacit 40-24 med snit på fornemme 2.700.

RBK af 1958 havde også Michael Carlsen, Flemming Gross og Kim Mortensen med. Mortensen og Gross røg ud efter den indledende runde, mens Michael Carlsen nåede ottendedelsfinalen, hvor han måtte se sig besejret af Poul Bjerring, som Tonny Carlsen senere sendte ud af turneringen.