Fortsæt til indhold

Sidste ferieuge byder på fodboldskole i TRIF

Trods flytning er der noget nær fuldt hus på TRIF’s fodboldskole

Sport
Martin Schultz

Lederne af TRIF’s fodboldskole tog lidt af en chance, da de i forsommeren besluttede sig for at at flytte fodboldskolen fra den første til den sidste uge i skolernes sommerferie. Men der er fuld opbakning fra børn og forældre, for i alt 178 drenge og piger med masser af fodboldappetit møder mandag morgen op til fodboldskole i Rønde Idrætscenter.

“Det er på niveau med, hvad vi havde sidste år,” siger Mikkel Meldgaard, som sammen med Morten Byrial står i spidsen for TRIF’s fodboldskole med et entusiastisk team af unge lokale seniorspillere som trænere.

“Vi flyttede fodboldskolen fra uge 27 til uge 32 i håb om at vi til august kunne få lov til at spille “rigtig” fodbold igen efter Corona nedlukningen. Der er stadig enkelte begrænsninger, og vi overholder selvfølgelig alle myndighedernes anbefalinger,” siger Mikkel Meldgaard.

Helt egen fodboldskole

22 unge trænere og trænerassistenter står klar til at styre fodboldskolens mange hold, som bliver opdelt efter alder og køn. Alle hjælperne er selv spillere i TRIF, så der er en imponerende opbakning om fodboldskolen.

”Det er unge mennesker, og de er klar til at lægge en hel ferieuge i projektet. De kender konceptet, for de har selv været på fodboldskole som børn, og vi har det meget hyggeligt sammen,” siger Mikkel Meldgaard, som spiller på klubbens Serie 3 hold og i efteråret skal stå i spidsen for U19 holdet.

TRIF har nu i over ti år selv sammen med lokale sponsorer selv stået for sin egen fodboldskole uden om de kendte samarbejdspartnere DBU og DGI.

”Det er et stort arbejde, men det giver fleksibilitet og sender et pænt beløb tilbage i vores egen klubkasse,” siger Mikkel Meldgaard.

Jonglør og showkamp

Fodboldskolens elever må i år se bort fra det populære besøg af en superligaspiller fra AGF. De Hvii’e fra Fredensvang har netop afsluttet turneringen med en imponerende tredieplads, så mon ikke superligastjernerne trænger til at hvile stængerne.

Men der er andre fodboldoplevelser i vente, for fodboldjongløren Nichlas “Tunna” Knudsen fra Aarhus kommer forbi og viser sine kunster.

“Og så ser vi frem til torsdagens showkamp mellem fodboldskolens ældste elever og et hold af trænere. Og fredag er den store turneringsdag, hvor vi mixer holdene og lader dem spille mod hinanden. Dog deler vi holdene i to aldersgrupper i år på grund af corona’en,” fortæller Mikkel Meldgaard.

Allerede næste weekend starter turneringskampene for TRIF’s seniorhold, og de forskellige ungdomshold følger hurtigt efter.