Fortsæt til indhold

DM i atletik: Rune Bækgaard nappede sølvet på 10 km

Den tidligere Ryomgård drenge og fodboldspiller i IF Midtdjurs og Kolind-Perstrup formåede i bagende sol at kappe pænt med sekunder af sin personlige rekord på 10.000 meter distancen ved DM på Østerbro Stadion

Sport
Lars Norman Thomsen

ATLETIK Rune Bækgaard, 31, skippede for 4-5 år siden seriefodbolden i Kolind-Perstrup og kastede sig i stedet over triatlon (svømning, løb og cykling) med stor succes.

Nu er triatlon imidlertid lagt på hylden til fordel for et seriøst attentat på de lange løbedistancer fra 5.000 meter og til marathon.

Fredag aften viste Rune Bækgaard, at han mener det alvorligt. Ved de danske mesterskaber på Østerbro Stadion lykkedes det ham således at hente en meriterende sølvmedalje på 10.000 meter distancen.

Det skete i et af stærkeste felter ved DM i mange år.

Rune Bækgaard stillede op til stævnet med en personlig rekord lydende på 29.52,27 min. En tid han forbedrede til 29.48.17 min.

"Dejligt med både medalje og personlig rekord, og det skete vel at mærke på aften, hvor temperaturen lød på 26 grader," fortæller Rune Bækgaard.

Til sammenligning blev DM-guldet i 2019 hevet hjem af Jacob Simonsen i 30.39,07 min.

Den danske rekord på distancen indehaves af Carsten Jørgensen og lyder på 27.54,76 min. Tiden opnåede han i 1998. Carsten Jørgensen var i storhedstiden tillige orienteringsløber og opnåede en VM-titel i stafet i denne disciplin.

OL deltager vandt

Kun OL-kvalificerede Abdi Hakin Ulad fra Hvidovre Atletik & Motion formåede at løbe fra Rune Bækgaard fredag aften.

Hos kvinderne opnåede Karen Ehrenreich fra Aarhus 1900 Atletik og Motion en bronzemedalje. Hun har ligesom Rune Bækgaard en fortid som aktiv fodboldspiller i Kolind-Perstrup.

Rune Bækgaard løber for HRMC, der er en forkortelse for Hechmann Mikkeller Racing Club.

Bagmændene er øl-producenten Mikkeller, hvis skaber, Mikkel Borg Bjergsø, selv var en talentfuld løber. Han har slået sig sammen med Claus Hechmann, der er tidligere eliteløber og nu træner nogle af landets langdistanceløbere.

Talentfuld fodboldspiller

I de unge år var Rune Bækgaard en særdeles dygtig og talentfuld fodboldspiller med et fint venstreben og et halvtliggende vristspark af høj klasse, som han udfoldede flot på et stærkt ungdomshold i IF Midtdjurs.

Han var i 2004 med til at vinde Ekstra Bladets skoleturnering for Randers Realskole.