Fodbold og håndbold deler støttecheck fra OK
IF Midtdjurs’ fodbold- og håndboldspillere deler den hidtil største støtte check fra OK-tanken ved SuperBrugsen Ryomgård
RYOMGÅRD Med den til dato største støttecheck fra benzin- og dieselsalget på OK-tanken ved SuperBrugsen Ryomgård kunne uddeler Thomas Koustrup endnu engang levere en kontant opbakning til det lokale idrætsliv i Ryomgård.
Gennem årene er der efterhånden tilflydt IF Midtdjurs’ fodbold- og håndboldafdelinger mere end 200.000 kr., og i år stod der 36.600 kr. på checken til deling mellem de to afdelinger.
”Det er en stigning fra 30.461 kr. i 2016 til 33.982 i 2017 og nu til 36.600 kr.,” fortæller uddeler Thomas Koustrup, som er glad for at SuperBrugsen Ryomgård på den måde kan støtte det lokale idrætsliv på en god fast aftale. Jo mere de lokale kortholdere blandt bilisterne således tanker brændstof, des flere penge bliver der til de lokale idrætsudøvere i Ryomgård.
Altid brug for penge
For håndbold- og fodboldafdelingen i IF Midtdjurs gør pengene fra OK stor gavn i den daglige drift.
”De penge vi modtager fra OK er en vigtig del af den daglige drift. Der er altid brug for penge både til drift og udstyr i vores store ungdomsafdeling og i seniorafdelingen,” siger næstformand i IFM’s fodboldafdeling, Charlotte Dalby.
”Vi er i en god udvikling og arbejder på at fastholde tilgangen til håndbolden i IF Midtdjurs,” siger bestyrelsesmedlem i håndboldafdelingen, Frank Dichmann. Håndboldafdelingen har netop haft stor succes med en showkamp mellem IF Midtdjurs’ gamle håndboldlegender fra 90’ernes storhedstid og det aktuelle Serie 2-hold, som trak godt 450 mennesker til Midtdjurshallen.
Frivillige fra de to afdelinger bidrager selv til støttecheckens størrelse ved flere gang om året at deltage i kampagner for at hverve nye kortkunder ved OK-tanken ved SuperBrugsen Ryomgård.
Kortkunderne tilvælger at støtte håndbold- og fodboldspillerne med 5 øre pr. tanket liter brændstof. Beløbet øges, hvis kortkunden også benytter OK til telefoni eller køb af el. Kortkunderne kan også tilvælge at støtte det lokale idrætsliv på OK’s app.