Fortsæt til indhold

Seriefodbold: TRIF hænger på i toppen på to mål af Mathias Haulrik

TRIF vandt top-fire opgøret over VSK Aarhus med 2-1. Målmand Hjalte Holm Baarstrøm var TRIF’s bedste mand

Sport
Martin Schultz

Fire hold kæmper om oprykningspladsen og playoff-chancen for oprykning i Serie 2, og TRIF skal møde de tre andre tophold i direkte duel i de sidste tre kampe i en forrygende afslutning på debutsæsonen i Serie 2. Første “finalekamp” var opgøret med VSK Aarhus tirsdag aften på PR Park i Rønde, og med en 2-1 sejr over et stærkt Aarhus-hold på to mål af Mathias Haulrik holdt de unge TRIF’ere sig lige i hælene på topholdet VRI, som TRIF møder på hjemmebane lørdag 2. november i sæsonens sidste kamp.

Men inden da skal TRIF på lørdag til Midtpunktet i Skødstrup for at møde formstærke Skødstrup SF i noget der ligner et Kaløvig-lokalopgør. TRIF lammetævede lokalrivalerne med 5-0 i sæsonens første opgør, men siden har Skødstrup skiftet træner, og holdet har ikke tabt siden ydmygelsen på PR Park og vundet de sidste fem kampe og blander sig dermed i den tætte topstrid i rækken.

Men først skulle kampen mod VSK Aarhus overstås, og her kom det unge TRIF mandskab i menneskehænder mod et fysisk stærkt og rutineret hold fra Vejlby-Risskov.

“Det var det bedste hold vi har mødt i denne sæson. Vi havde ikke bolden sindssygt meget i 1. halvleg, men vi forsvarede os fantastisk godt. Vores målmand Hjalte Holm Baarstrøm spillede sin hidtil bedste kamp. Han havde gode indgreb og redninger og udstrålede en ro, som bredte sig til hele bagkæden med Kristoffer Meldgaard Andreasen og Tobias Stenshøj Mathiessen i midterforsvaret og Jens Bisgaard Amstrup, som blev afløst af Victor Overgaard Riis efter et gult kort, og Victor Kløve på backpladserne,” fortæller TRIF’s cheftræner Martin Hornbæk Nielsen.

“På den centrale midtbane fik Rasmus Søegaard og Noah Overgaard slet ikke den tid og den ro, som de plejer at have, og de var under et konstant fysisk pres fra modstanderen,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Flyvende Haulrik scorede med hovedet

Men heldigvis har sidste sæsons topscorer Mathias Haulrik for alvor fået gang i målscoringen. Forrige fredag scorede han tre mål, da TRIF på Trustrup Stadion sænkede rækkens andet hold fra Djursland, Østdjurs 91, med 5-1. Emil Haulrik og Victor Riis scorede de to andre mål, mens Simon Laursen scorede Østdjurs 91’ enlige mål.

“Mathias Haulrik scorede to fremragende mål mod VSK Aarhus. Først scorede han i det 27. minut på et direkte frispark, hvor han sparkede bolden uden om muren og ind i det lange hjørne. Og fem minutter senere sendte Victor Overgaard Riis et indlæg indover fra venstre side, og Mathias kastede sig frem og pandede bolden i mål. At heade er ellers ikke Mathias’ stærke side, men her ofrede han sig og scorede et meget flot mål. Det var stort set hvad vi havde af chancer i 1. halvleg, så der var 100 procents udnyttelse af vores muligheder,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

Træneren er “gennemsyret imponeret”

“Selvom vi havde været presset, gik vi til pausen med god tro og gejst. Vores modstandere virkede til gengæld lidt frustrerede, fordi de havde overtaget og alligevel var bagud med to mål. I 2. halvleg kom vi mere med i kampen og fik mere styr på tingene. Vi havde chancer til at komme foran med både 3-0 og 4-0 ved Emil Haulrik og Marcus Burgdorf. VSK Aarhus havde gode chancer i både 1. og 2. halvleg, men vores målmand Hjalte Holm Baarstrøm var en sikker sidste skanse og blev også valgt til kampens spiller,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

VSK Aarhus pressede på for at åbne kampen med en scoring, men det var først tre minutter ind i dommerens tillægstid, at gæsterne scorede til 2-1 efter en dødbold. TRIF nåede lige at give bolden op, før dommeren fløjtede kampen af og tre vigtige point var i hus til hjemmeholdet i den ekstremt jævnbyrdige finale mellem rækkens fire tophold.

“Jeg er gennemsyret imponeret over de knejter. De vokser bare med opgaven, de står sammen og vil hinanden det bedste. Den spændende afslutning er enormt sjov og udviklende for drengene. Og så udfordrer de virkelig træneren, når holdet skal sættes, for vi har så mange strenge at spille på, og spillerne byder sig virkelig til,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

“Nu gælder det Skødstrup SF i “finalekamp 2” på lørdag og vi vil vinde, for så spiller vi den store finale om oprykningen mod VRI på egen bane i sæsonens sidste kamp,” slutter Martin Hornbæk Nielsen.

Knap så godt går det for TRIF’s andethold i den første sæson i Serie 3. Onsdag aften tabte TRIF 2 med 3-1 til Ebeltoft IF på PR Park og må fortsat kæmpe hårdt i de sidste to kampe for at undgå at skulle spille playoff kamp om nedrykning til Serie 4. Direkte nedrykning er dog udelukket med det antal point TRIF 2 har opnået.