Gustav Mogensen med i A-truppen hos Brentford
Den tidligere Viking Pindstrup og IF Midtdjurs spiller, der i foråret hoppede over Nordsøen til en professionel karriere, var forleden med på bænken på Brentfords førstehold i den næstbedste engelske række
Da London klubben Brentford FC forleden mødte Sheffield Wednesday på berømte Hillsborough Stadium(Hillsborough-tragedien - se faktaboks) i Sheffield i den næstbedste engelske række, Championship, manglede holdet sin danske landsholdsspiller Henrik Dalsgaard.
Til gengæld var der hele seks andre danskere involveret. På banen Mads Roerslev (tidligere FCK) og Christian Nørgaard (tidligere Brøndby) og på bænken Mathias Jensen (tidligere FC Nordsjælland), Mads Bech Sørensen (tidligere AC Horsens) og blot 18-årige Gustav Mogensen (tidligere AGF, Viking Pindstrup og IF Midtdjurs). Med i regnskabet tæller naturligvis også cheftræner Thomas Frank (tidligere Brøndby).
For unge Gustav Mogensen var der tale om debut i Brentfords A-trup, og selv om den 1 meter og 90 centimeter høje midterangriber ikke kom på banen, var det alligevel en meriterende dag for det unge fodboldtalent foran 22.475 tilskuere.
Stærk på Brentford B
Han har gjort sig flot bemærket på Brentfords B-hold med pænt mange mål og oplæg, der består af unge og håbefulde spillere, siden han i foråret hoppede over Nordsøen for at prøve kræfter med engelsk fodbold efter ungdomsår i AGF og en fast plads i truppen på diverse unglandshold.
Brentford FC, der ligger placeret i subtoppen i Championship, tabte opgøret mod traditionsklubben Sheffield Wednesday med 2-1 efter at have ført 1-0 ved pausen.
Brentford FC ejes af Matthew Benham, der også ejer FC Midtjylland, og London klubben er blevet lidt af en dansker magnet. Ud over de nævnte spiller også yderligere fire danskere, Luka Racic, Japhet Sery Larsen og Christian Tue Jensen i Brentford FC plus snart tilbagevendte Emiliano Marcondes Camargo Hansen, der i dette efterår har været lejet ud til FC Midtjylland.
Tre år i London
Gustav Mogensen begyndte i de helt unge år karrieren i IF Viking Pindstrup, før han fortsatte i IF Midtdjurs.
Han er ud af en rigtig sportsfamilie. Hans far, Jesper Mogensen, var som ungdomsspiller, også et stort og ambitiøst talent i Kolind-Perstrup, før en grim knæskade ved et indendørsstævne i Kolind Hallen satte en stopper for en videre karriere. Hans farfar, Tage Mogensen, var også en dygtig og målfarlig seriespiller i de unge år i Skjold Ryomgård, og på mødrene side skal det også nævnes, at onklen, Jacob Busch, var en dygtig seriespiller i Viking Pindstrups storhedstid.
Den temperamentsfulde Busch scorede mange mål med låget, fordi han var dygtig til at udnytte, at han var høj som et hus.
Gustav Mogensen har en en treårig kontrakt med Brentford, og fortsætter han stilen, er der i høj grad sandsynlighed for, at der kommer mange førsteholdskampe til ungersvenden i løbet af de næste par år, hvis han undgår skader, og der ikke pilles ved det nuværende set-up i Brentford, ledeses- og spillemæssigt.
Brentford er et meget possession-orienteret hold, der traditionelt er meget på bolden i kampene i den hårde Championship-række, hvor holdene i den øverste halvdel til enhver tid vil kunne klare sig i toppen af den danske superliga.