Fortsæt til indhold

Seriefodbold: Selvmål i overtiden kostede Vivild IF to dyre point

Kjellerup IF udlignede til 1-1 mod Vivild IF på et selvmål dybt ind i dommerens tillægstid

Sport
Martin Schultz

Vivild IF skal bruge point i slutspurten i Serie 1, og derfor skal der gerne en sejr til, når bundholdet fra FC Silkeborg tirsdag aften kommer på besøg på Langhøj Idrætscenter.

Efter længe at have lunet sig midt i rækken sammen med det andet lokale hold Kolind-Perstrup IF er rækken knækket midtover, og Vivild IF befinder sig efter smalle nederlag til de to tophold Dronningborg B og Kristrup Boldklub og lokalrivalerne fra Kolind-Perstrup IF placeret i den mindre sjove ende af tabellen.

I sidste onsdags kamp på udebane mod Kjellerup IF havde Vivild IF muligheden for at lægge afstand til de andre tre hold i bunden. Men i en kamp, som djurslændingene havde styr på i 92 af kampens 94 minutter og førte med 1-0, udlignede hjemmeholdet til 1-1 på et selvmål i det fjerde minut af dommerens tillægstid.

Målløse Sebastian Stær blev skadet

”I 1. halvleg sad vi fint på spillet og havde vel reelt 2-3 gode tilbud ved Sebastian Stær, som burde have givet en føring ved halvleg. Men det stod 0-0 ved halvleg og Kjellerup IF havde ikke haft et skud på mål endnu,” fortæller Vivild IF’s cheftræner Michael Blom.

I 2. halvleg fortsatte Vivild IF med at være det bedste hold, men Sebastian Stær kan bare ikke få bolden i kassen i denne sæson.

”Desværre for Sebastian blev han skadet efter ca. 70 minutters spil,” fortæller Michael Blom.

I hans sted rykkede Vivild IF Frederik Bjerregaard, som i denne kamp gjorde comeback efter tre måneders skadespause, op i front.

”Det klarede han fint, og Frederik var mere eller mindre medvirkende til oplægget, da Jimmi Hansen efter 75 minutter endelig fik sparket bolden i kassen på en af de mange chancer vi havde. Men desværre formåede vi ikke at få lukket kampene, og langt ind i dommerens overtid fik Kjellerup IF’s angriber presset Frederik Esbensen så meget, at han desværre sparkede bolden i eget net helt inde ved målstregen,” slutter Michael Blom.

Møder rækkens bundprop

Efter denne nedtur, hvor sejren i den grad var inden for rækkevidde, har Vivild IF muligheden for at rejse sig mod rækkens bundprop.

Kampen mod FC Silkeborg spilles tirsdag aften kl. 19.00 på Langhøj Idrætscenter. Mens Vivild IF har 11 point efter ti kampe, så har FC Silkeborg kun hentet fire point i ti kampe og har en målscore på 6-23.