Halv times nostalgi med Sepp Piontek
Fodboldstjerner falder i et sort hul, når karrieren slutter
RYOMGÅRD IF Midtdjurs fik ikke blot besøg af Old Boys landsholdet fredag aften. Med fulgte den tidligere landstræner Sepp Piontek, der som teknisk direktør sidder på bænken, når landsholdet spiller.
Og den nu 79-årige fodboldpersonlighed var i særdeles fin form, da han som optakt til kampen holdt et oplæg for sponsorerne i IF Midtdjurs’ fodboldafdeling i Multihallen. Her fortalte Sepp Piontek om sine år som træner for landsholdet og sit forhold til de gamle landsholdsspillere og særligt ”gavflaben” Preben Elkjær, som han stadig har et tæt venskab med.
Indledningsvis fortalte Sepp Piontek om, hvorfor man overhovedet har et Old Boys fodboldlandshold.
”Det har man til ære for publikum, som ved disse kampe kan komme helt tæt på og snakke med de spillere, man har fulgt gennem mange år. Men man har det også til glæde for spillerne. For når karrieren slutter og man ikke længere optræder på de store stadions, så falder spillerne i et sort hul. Derfor har de brug for at møde kammeraterne igen og vil gerne ud og sige tak til alle de mennesker, som har beundret dem. De vil gerne vise deres tricks og elsker at få bifald,” fortalte Sepp Piontek.
Det var stærkt underholdende, da Sepp Piontek tog fat på anekdoterne fra tiden med landsholdet.
”Hvor er Preben Elkjær? Han var på toilettet for at få en smøg,” fortalte Sepp Piontek om forberedelserne inden kampstart.
Michael Laudrup, Søren Lerby, Frank Arnesen og andre af 80’ernes fodboldikoner tonede frem på nethinden som gode minder fra dengang for netop 34 år siden, da Danmark på Grundlovsdag i 1985 i en uforglemmelig kamp slog Sovjet med 4-2 i Parken.