Fortsæt til indhold

Seriefodbold: Ebeltoft IF uden tænding i målløs kamp mod IFM

Oprykkerne fra Ebeltoft IF har tabt pusten og kunne ikke skyde hul på afbudsramt hold fra IF Midtdjurs

Sport
Martin Schultz

”Det var et bonuspoint”.

Så enkelt beskrev holdleder Klaus Fanø fra IF Midtdjurs resultatet, efter at han lørdag eftermiddag med et afbudsramt hold havde været på besøg på Ebeltoft Stadion hos sæsonens store overraskelse i Djurslandspuljen i Serie 3, oprykkerne fra Ebeltoft IF. Den chancefattige kamp endte 0-0, og det resultat kan begge hold være godt tilfredse med.

”Den kamp skal vi vinde, fordi vi har den største del af spillet. Men det var godt vi ikke tabte, for IF Midtdjurs havde et hovedstød på overliggeren først i kampen,” siger Ebeltoft IF-træner Lars Skytte, som er gået i tænkeboks for at finde ud af, hvad der er sket med hans hold siden de ubesejrede oprykkere stødte på grund forleden og tabte med 3-2 til TRIF på et mål i kampens sidste sekunder.

Da Ebeltoft IF tabte til TRIF var det første gang i 22 kampe, at holdet tabte en fodboldkamp, bortset fra pokalkampen fornylig mod topholdet i Serie 2, Christiansbjerg IF.

”Det var en mavepuster mod TRIF. Vi blev ramt mentalt, for der var spillere, som drømte om at vi kunne rykke op. Derfor var det en naturlig reaktion, da vi et par dage efter TRIF kampen tabte med 3-2 ude mod Ådalen IF. I den kamp var vi mentalt ramt, og da Ådalen udlignende til 2-2, så løb mine spillere i hver sin verden, og Ådalen IF scorede endnu et mål og vandt med 3-2,” siger Lars Skytte.

”Jeg har sagt til mine spillere, at vi opgiver drømmen om oprykning. Vi går efter at blive nr. 3 efter TRIF og Nørager B. Det vil være over al forventning, for vi er rykket op fra Serie 5 til Serie 3 på et år. Vi skal arbejde videre, for vores produktion af chancer er for lav til Serie 3. Vi mangler kynisme og vi har et for lavt bundniveau,” mener Lars Skytte.

Afbud fra tre stamspillere

Mens Ebeltoft IF næppe kommer i nedrykningsfare med tre kampe tilbage at spille og kan begynde at forberede sig på en ny sæson i Serie 3, så har IF Midtdjurs haft svært ved at slippe ud af hængedyndet i bunden af rækken. Trods et på papiret godt og rutineret hold, så ligger IF Midtdjurs på en tredjesidste plads med 13 point. Nu jagter de røde fra Ryomgård AC Norddjurs med 17 point.

For IF Midtdjurs træner Jesper Bager og holdleder Klaus Fanø var kampen på Ebeltoft Stadion lidt af et sceneskift, for de to havde fredag aften stået i spidsen for det Djursland All Stars-hold, som på Ryomgård Stadion mødte Old Boys landsholdet foran 1500 tilskuere på en herlig fodboldaften. Old Boys landsholdet vandt med 3-1 på to mål af Mads Jørgensen og et mål af Christopher Poulsen.

Med på det udvalgte hold fra Djursland var de tre stamspillere fra IF Midtdjurs: Jonas ”Joe” Simonsen, Mikkel Fanø og Arkii Malik, som scorede All Stars-holdets enlige mål, da han med sit kendte korte aftræk plaffede bolden forbi den tidligere Brøndby IF målmand Morten Cramer.

Ingen af de tre var med i truppen mod Ebeltoft IF af forskellige grunde. Desuden var der afbud fra Tobias Gudumlund og Mikkel Primdahl Sonnichsen med skader, så Bager og Fanø måtte grave dybt for at kunne stille hold i Ebeltoft.

To målmænd som markspillere

IF Midtdjurs stillede således med to målmænd på bænken, og der blev brug for dem begge to.

Lasse Walther Nielsen afløste i 2. halvleg Troels Gudumlund i målet, hvorefter den sædvanlige målmand spillede videre som markspiller, og Nikolaj Brasch, som for få år siden var målmand på IFM’s bedste hold, blev allerede i 1. halvleg skiftet ind som markspiller i stedet for Jacob Horsdal.

”Men alle gjorde det godt, og det var en fornøjelse at se dem spille med vilje og gejst. Ebeltoft IF havde ingen chancer, og de bolde, som kom indenfor rammen, tog Troels Gudumlund og Lasse Walther Nielsen sig af. Med lidt held kunne vi have fået tre point,” siger Klaus Fanø.

”Vi fik et bonuspoint med hjem fra Ebeltoft, og på fredag skal vi møde Åstrup/Hammelev IF i Ryomgård, så vi er fortrøstningsfulde,” siger Klaus Fanø.

IF Midtdjurs møder fredag aften kl. 19.00 bundproppen Åstrup/Hammelev IF, som stadig har sit første point til gode og tirsdag aften tabte med 4-1 til Ådalen IF på hjemmebane.

Ebeltoft IF spiller lørdag eftermiddag ude mod VH Fodbold på Høst Stadion i Hadbjerg.