Unge sultne spillere skal sparke AGF fast i top seks
AGF’s bramfri cheftræner David Nielsen fortalte om livet i AGF til spændende fyraftensmøde hos IF Midtdjurs i Multihallen i Ryomgård
RYOMGÅRD Der blæste et sus af Superliga henover Ryomgård onsdag sidst på eftermiddagen, da AGF’s cheftræner David Nielsen havde taget turen fra Fredensvang til Multihallen i Ryomgård for at give AGF-fans, IFM-sponsorer og andre interesserede en peptalk som optakt til den nye Superliga-sæson.
Og selvom det ikke var lykkedes AGF at opfylde målsætningen om at komme i top seks og dermed være med i medaljeslutspillet, så er AGF ifølge David Nielsen godt på vej.
”Det har været min opgave at gøre truppen yngre og det er lykkedes. Og det er de unge og sultne spillere, som skal sparke os i top seks. De ældre spillere har alt mulig andet i hovedet. Men jeg ved fra Skagen, at en god fisker er en der fisker. Og derfor er en god fodboldspiller en der fokuserer fuldt ud på at spille fodbold,” sagde David Nielsen.
”Det som kan stoppe os, det er hvis andre klubber kommer og henter vores spillere. Det er dem som har de mange penge, som klarer sig bedst. Sådan er det bare,” sagde David Nielsen.
Der var ikke meget, som kunne ryste David Nielsen, men tanken om at den unge anfører Jens Stage skulle være på vej væk, som rygter i dagspressen antyder, kunne han ikke lide.
Alle vil gerne slå AGF
Det er i efteråret to år siden den karismatiske træner blev hentet fra Lyngby Boldklub til AGF for at afløse Glenn Riddersholm som cheftræner. Og han var klar over, at der kræver noget helt specielt at være cheftræner i AGF.
”Man kan styre mange ting, men man kan ikke styre alting. Der er enorm eufori og engagement omkring AGF, men for at få succes, skal der stabilitet til. Da jeg tiltrådte i AGF, skulle jeg starte med at slukke en kæmpe ildebrand,” fortalte David Nielsen om al virakken omkring den tidligere træners fyring.
”At være træner i AGF er et 24 timer i døgnet-job. Og man er nødt til at trives med det kaos, som der er i AGF. Men de sidste halvandet år har været stabile, og det er vigtigt på vejen mod succes.”
FC København, Brøndby IF og FC Midtjylland er de største klubber, men AGF er med blandt dem, som alle gerne vil slå.
David Nielsen ser frem til at der kommer VAR-kendelser i Superligaen.
”Bare det ikke tager for lang tid og giver for mange afbrydelser i kampene. Men jeg tror ikke VAR er en fordel for store klubber med mange fans på stadion, for så bliver der ikke lagt det samme pres på dommeren,” mente David Nielsen.
Den varme kogeplade
David Nielsen lagde ikke skjul på sin opvækst i Skagen og var godt tilpas med at komme ud blandt jævne folk i Ryomgård, selvom hans sølvfarvede Mercedes de luxe klart overstrålede de andre personbiler på parkeringspladsen foran Multihallen.
”Når man kommer fra Skagen, så elsker man at komme ud, hvor man sænker skuldrene lidt og er i øjenhøjde med folk. I byen skal det være så smart. Men her i Ryomgård er der rart at være,” sagde David Nielsen.
Flere tilhørere ville vide, hvordan unge talenter bedst får sig en fodboldkarriere på højeste niveau.
”Det er en benhård verden, og det er utrolig svært at vide, hvornår en spiller er klar. Og nok er AGF stor, men ikke i den store sammenhæng. Der er ingen fribilletter. Spillerne har aldrig været bedre atleter og aldrig været i bedre form.”
”Vi vil gerne se spillerne tackle, løbe og stå sammen. Men vi vinder ikke med 11 Jens Stage’r på holdet. Der skal være arbejdsheste, men også smarte og dygtige spillere på holdet.”
Sine egne erfaringer kan David Nielsen ikke bruge til ret meget, for det var helt anderledes dengang.
”Og i øvrigt lyttede jeg ikke ret meget. Jeg var typen, der selv skulle brænde hånden på kogepladen for at mærke, om den var varm,” sluttede en ærlig David Nielsen.
AGF indleder Superliga-sæsonen mandag 15. juli på udebane mod Hobro IK.