Fortsæt til indhold

800 børn fra hele landet hyggede sig i Lystrup

Lystrup var centrum for dansk børne-basketball til stævne i weekenden

Sport
Arkiv

Den årlige turnering Lystrup Cup er netop i den forgangne weekend gennemført for 28. gang, og atter blev det en succes på alle planer for den arrangerende klub, Lystrup Lions - basketafdelingen i Lystrup IF.

Op mod 800 børn og unge fra hele landet - fordelt på flere end 70 hold - var med ved stævnet. En stor del af dem var indkvarteret på skolerne i Lystrup og Elsted, mens der blev spillet over 150 kampe lørdag og søndag på banerne i Lystrup Idrætscenter.

Lystrup Lions stillede selv med fire hold ved det store basketstævne. Her er U13-holdet som vandt guldmedaljer. Foto: Jørgen Letager

En lang række forældre, spillere, ledere og frivillige både fra Lystrup IF og lokalområdet var engageret i at få stævnet til at klappe.

"Uden en stor opbakning fra både egne og andre afdelingers medlemmer, forældre og andre frivillige var det ikke muligt at gennemføre en så stor begivenhed i dansk børnebasketball. Vi lægger vægt på at arrangere et stævne, hvor der er fokus på tempo og sjov for alle børn, som gerne vil spille basket," siger formand Jesper Olesen, formand for Lystrup Lions.

Lystrup U11-holdet fik andenpladsen og sølvmedaljer ved den store Lystrup Cup 2019. Foto: Jørgen Letager

Bestyrelsen i Lystrups basketballafdeling er allerede gået i gang med planlægningen af Lystrup Cup 2020.

Med ved stævnet i weekenden var også Lystrups Lions egne ungdomshold, der fik gode oplevelser samt erfaringer med til den løbende basketturnering. Og alle tre hold fik medaljer efter stærk indsats.

Faktisk tog Lystrups U13-hold sejren i finalen og dermed guldmedaljerne i B-rækken, mens U11-holdet fik sølv i deres række. Det blev til en tredjeplads for U9-holdet i deres række og dermed bronzemedaljer.

U9-holdet fra Lystrup Lions satte sig på 3. pladsen og dermed bronzemedaljerne ved klubbens eget store børnestævne. Foto: Jørgen Letager

ksa

Resultater fra Lystrup Cup 2019