Fortsæt til indhold

Skanderborg kan sagtens ende som pokalmester

Der er en europæisk plads på spil i weekendens Final4

Sport
Claus Sonne

Lørdag tørner Skanderborg Håndbolds herrer sammen med kollegaerne fra Århus Håndbold i den ene pokalsemifnale. I den anden mødes Aalborg Håndbold og BSV. Vinderne af de to kampe spiller finale søndag - hvor vindere naturligvis bliver pokalmester, men også sikrer sig en plads i næste sæsons EHF Cup.

Det lyder måske som utopi, at Skanderborg-herrerne søndag står med både armene i vejret og en billet til Europa, men det er det ikke. Umiddelbart er Aalborg og BSV godt nok de største favoritter, trods skader hos en stor profil på hvert hold, men denne sæsons Skanderborg-hold kan slå alle. Og har sejre over både Aalborg, BSV og Århus i bæltet.

Hvad kunne de nye?

Jeg indrømmer gerne, at jeg var en kende skeptisk op til sæsonstart i forhold til Skanderborgs styrke. Hvad kom Marcus Mørk med efter en tid som næsten usynlig i fransk håndbold? Var Cornelius Kragh lige så god, som inden Skjern gennem en hel mesterskabssæson bænkede stortalentet? Kunne Mathias Bitsch fortsætte målstimen fra 1. division? Og fandt Mads Kalstrup sin rigtige hylde i Skanderborg?

Og ja, Cornelius Kragh var pivringe i de første træningskampe, men i dag er han Skanderborg-topscorer med 105 ligakasser og en mand, modstanderen er nød til at ofte halvanden forsvarsspiller på. Mørk har lyst op, Kalstrup scorer på det meste og Bitsch været giftig på højekanten.

Skanderborg har nu endelig den bredde, der har haltet i de seneste mange sæsoner, og der kan skiftes flittigt ud, uden at det behøver at koste noget.

Skanderborgs indkøb har været perfekte supplementer til en trup, der set udefra virker i harmoni og overfører cheftræner Nick Rasmussens tanker fra taktiskrummet og til banen.

Så: Jeg bliver ikke spor overrasket, hvis Skanderborg spiller sig i søndagens finale. Det kræver dog, at 'skiven rammes' både lørdag og søndag. Men det er ikke umuligt for et af de mest formstærke hold i øjeblikket i ligaen.