Fortsæt til indhold

Seriehåndbold: Ungdom og rutine bag håndboldoptur i IF Midtdjurs

Ubesejrede håndboldkvinder tager turen op i Serie 1 efter at der kom nyt liv i håndbolden i IF Midtdjurs

Sport
Martin Schultz

HÅNDBOLD Ti kampe, 20 point og en overlegen målscore på 242 - 146 efter lutter sikre sejre.

Det er facit for IF Midtdjurs’ håndboldkvinder efter den netop overståede halvsæson, og dermed rykker holdet op i Serie 1.

”For tre år siden havde vi slet ikke noget kvindehold. Nu har vi over 30 spillere og tre hold. Og Serie 2 holdet har klaret sig rigtig godt,” siger holdleder Annette Broni, som har været med omkring håndbolden i IF Midtdjurs siden midt i 80’erne både som spiller og siden træner og holdleder.

I lørdags vandt IF Midtdjurs forårets sidste kamp med 31-16 over Ebeltoft IF på hjemmebanen i Midtdjurshallen i Ryomgård.

Næste opgave er kredsmesterskabet, som afholdes lørdag 31. marts i Hald Ege Idrætscenter ved Viborg. Først er der semifinale mod Romalt IF, hvorefter vinderen af det opgør senere på eftermiddagen skal spille finale mod Spentrup IF.

På tværs af aldre

Som i mange andre klubber med holdsport var der også problemer med at stille hold i IF Midtdjurs’ håndboldafdeling.

”Så skrev jeg på Facebook, om der ikke var nogen af de gamle tøser, som havde lyst til at spille sammen igen. Det betød, at nogle spillere vendte tilbage og andre kom til, og inden for et par år kom vi rigtig godt i gang igen med en blanding af unge og ældre spillere. De yngste er omkring 18 år og de ældste er 40+, og vi har fået skabt et rigtig godt socialt sammenhold på tværs af aldrene. De giver den fuld gas til træning og vi har et rigtig engageret træningsmiljø,” siger Anette Broni. I dag er der spillere fra både Aarhus, Randers og Ebeltoft, som tager turen til IF Midtdjurs for at spille håndbold.

Udover oprykkerholdet til Serie 1 har IF Midtdjurs’ håndbolddamer også hold i Serie 3 og Serie 4.

Unge med god energi

Men ingen håndboldsucces uden en dygtig træner, og her lykkedes det IF Midtdjurs for to år siden at engagere Dan Bang fra Øster Alling som dametræner. Han er gift med Lisette Jørgensen, nyvalgt håndboldformand i IFM.

”Det betyder meget med en god træner, som kan sætte en god træning op og som kan lægge taktikken til kampene,” siger Anette Broni om Dan Bang, som er er gammel Midtdjursdreng og som ung har spillet både håndbold og fodbold i IF Midtdjurs.

Dan Bang har spillet i Jyllandsserien for Ebeltoft IF og været ungdomstræner i klubben, og har inden ankomsten til Ryomgård også været seniortræner i Auning IF.

”Da jeg kom til IF Midtdjurs var der 14 spillere og i dag er der over 30. Spillerne fungerer rigtig godt sammen. De ældre tager sig godt af de unge, og den aldersmæssige spredning giver en god fremdrift. De unge kommer med masser af energi og gå-på-mod , som presser de ældre spillere,” fortæller Dan Bang. Hans målsætning er at holdet forsat spiller i serie 1, når rækken ombrydes til december.

IF Midtdjurs har også herrehold i Serie 2 og Serie 4, og så ellers ungdomshold helt ned til de allermindste på Trille Trolle holdene og op til et U16 piger A-hold.