Fortsæt til indhold

Seriefodbold: Mørke IF klar til at møde favoritterne fra Auning IF

Mørke IF og Auning IF rykkede ned sammen i efteråret. På lørdag tørner de sammen på Auning Stadion efter en flyvende start med sejre til begge hold i Serie 4

Sport
Martin Schultz

Mørke IF kom godt i gang efter nedrykningen til Serie 4 og vandt lørdag eftermiddag med 3-1 over lokalrivalerne fra TRIF’s andethold på Mørke Stadion.

Nu venter i 2. runde Auning IF, som i efteråret rykkede ud af Serie 3 sammen med Mørke IF, og som lagde frygtindgydende ud i lørdags ved at slå Kolind/Perstrup IF’s andethold med hele 9-0. ”Jeg mener helt klart, at Auning IF er kæmpe favoritter til oprykningen, så vi skal finde noget ekstra i posen, hvis vi skal vinde i Auning. Men vi tror på det,” siger Mørke IF’s træner Tonni Kristensen.

Mørke IF var alt for længe om at komme i gang i efteråret, hvor holdet var oprykker til Serie 3. Så holdet tog elevatoren ned igen efter endt sæson, men nu er Mørke IF kommet godt i gang med en sejr over TRIF.

”Vi vandt fortjent 3-1 mod et ellers stærkt TRIF hold, som satte os under pres de første 10-15 minutter, hvor vi havde svært ved at spille os op igennem banen og udnytte de huller, der var bagved. TRIF havde et par muligheder, men vi fik blokeret og viste god vilje i forsvaret. Men vi arbejdede på det og fik skubbet spillet op på deres halvdel og holdt det der,” fortæller Tonni Kristensen.

Det var en 1. halvleg uden mange chancer, men med god fight fra begge hold og til tider fint spil på den gamle bane på Mørke Skole. Efter 30 minutter fik hjemmeholdet et hjørne, som Nicolai Post lagde lige ind til Jeppe Kusk, Han fik ikke ramt bolden i første forsøg, men sparkede i andet forsøg bolden uden for det lille felt frækt i målet med hælen.

Anfører Emil Anker kampens spiller

I 2. halvleg blev Hjalte Thomassen skiftet ind i stedet for den debuterende U16 spiller Kishanthan Rasayogam, som leverede en flot indsats.

”Hjalte er virkelig en god mand med fart og overblik, som jeg havde sagt ville komme ind ved halvleg, fordi han havde problemer med lysken og vil være ordentlig varm. Desværre gik hans lyske helt i stykker, så han er ikke til rådighed foreløbig,” fortæller Tonni Kristensen.

Mørke IF kom foran med 2-0, da Hjalte Thomassen kom i et overlap på Payam Moradi, som lagde bolden lige i hovedet på Jeppe Kusk, som scorede uden chance for TRIF’s målmand.

”Vi snorksov desværre lige efter, hvor vi ikke havde fået armene ned og ikke fik stillet os rigtigt, så TRIF nemt kunne score til 2-1. Vi scorede dog til 3-1 direkte på frispark ved Nicolai Post. Det var en lettelse, for så kunne vi spille uden nerver de sidste 25 minutter og vi var tættere på 4-1 end TRIF var på 3-2 ,” mener Tonni Kristensen.

Mørke IF’s anfører Emil Anker, tidligere TRIF spiller, blev med 11 ud af 14 stemmer valgt til kampens spiller.

Auning IF tager imod Mørke IF lørdag kl. 14.00 på Auning Stadion.