Fortsæt til indhold

Sejr til BSV: De grønne måtte bide i græsset

De rutinerede BSV-spillere udnyttede klogt og kynisk de muligheder, de fik

Sport
Arkiv

Håndbold Herreligaen BSV – Skanderborg Håndbold 29-26 (16-10). Målscorer Skanderborg Håndbold: Cornelius Kragh 8, Marcus Mørk 5, Nikolaj A. Nielsen 3, Lars Skaarup 2, Mads Kalstrup 2, Morten Kirk Olesen 2, Jonas Samuelsson 1, Kristian Bonefeld 1, Mike Haack 1, Mathias Smed 1

BSV dominerede 1. halvleg og efter bare 11 minutter var Skanderborg nede med 9-5. Kristoffer afløste Bertram Obling i målet og fik held med nogle gode redninger. Langsomt fik holdet indhentet noget af det tabte og kom på minus 2 ved 10-12 efter 21 minutter.

Den 10. scoring blev dog Skanderborgs sidste i halvlegen og de efterfølgende målløse 9 minutter benyttede et stærkt spillende BSV-mandskab til at bringe sig foran med 16-10 til pause.

Der var dømt god gammeldags skideballe i omklædningsrummet i pausen, og den opsang havde spillerne taget til sig. Det var et forvandlet Skanderborg hold der kom ud til 2. halvleg. Midtvejs i 2. halvleg var BSV's forspring halveret fra 6 til 3 mål ved 22-19 og efter 21 minutter stjal Kristian Bonefeld bolden og løb alene igennem Jysk Arena og reducerede til 23-22.

Lige lidt hjalp det dog, for de rutinerede BSV-spillere udnyttede klogt og kynisk de muligheder de fik og sejren var ikke rigtigt i fare de sidste 2-3 minutter af opgøret.

De to hold står overfor hinanden igen om blot 12 dage. Skærtorsdag 18. april i Orangeriet spilles den første slutspilskamp i det nuværende format i Skanderborg Håndbolds historie.

Kilde: Skanderborg Håndbold