Danmarksserien: FC Djursland overhalet af 'Rute 1'
FC Djursland tabte søndag med 2-1 til Holstebro B på udebane. Nicolaj Jarsmer reducerede, men holdet kunne ikke udnytte et overtag i slutningen af kampen til at få point med til Djursland
"Efter en lovende start på foråret med en overraskende udebanesejr over Vatanspor og et uafgjort resultat på hjemmebane mod AaB mødte FC Djursland et irriterende bump på vejen i Vestjylland, da hajerne tabte med 2-1 til Holstebro B efter at have været bagud med 2-0 ved pausen.
Det var ”altmuligmanden” Nicolaj Jarsmer, som efter at være rykket fra midterforsvaret og helt på toppen i 2. halvleg, fik reduceret efter en ripost, men tættere kom FC Djursland ikke sejren selvom Holstebro B var trykket i bund de sidste 20 minutter.
”Det var en meget vigtig kamp, og det var en flok øv-ærgerlige spillere, som stod tomhændede tilbage efter en kamp, hvor de kæmpede med alt hvad de havde. Jarsmer havde et hovedstød helt oppe i krydset, som Holstebro B’s målmand klarede, men vi manglede heldet og dygtigheden på dagen,” siger FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen.
Holstebro B er en af FC Djurslands direkte rivaler i bunden af Danmarksserien pulje 4, hvor fem hold ligger meget tæt omkring den 7. plads, som med sikkerhed giver en sæson mere i rækken. Kun Lystrup IF synes fortabt og skal med ti point op til FC Djursland på 9. pladsen op i et helt andet gear for at undgå direkte nedrykning.
Med point til de nærmeste rivaler med sejre til AaB og Holstebro B og et point til Aarhus Fremad mod top-tre holdet IF Lyseng blev FC Djursland Sorte-Per i weekendens runde og gled igen ned på en af de pladser, hvor der venter playoff-kampe for at klare frisag, når regnskabet gøres op i juni efter de sidste ti kampe.
Holstebro B spillede ”overfaldsfodbold”
Holstebro B kom som ventet med stor fysik og energi i et voldsomt tryk i noget Robert Sørensen kalder ”overfaldsfodbold”.
”For at matche Holstebro B’s fysik stillede vi med en rimelig kompakt midtbane med Felipe Soares, Janus Tranæs Didriksen og Rasmus Cramer og med Nichlas ”Høffe” Høpfner Hansen og Søren Koch Østergaard på kanterne. Men vi var voldsomt udfordret de første 20 minutter, hvor Holstebro B kom med et voldsomt tryk. Det var voksenfodbold, og det fik vi at føle,” fortæller Robert Sørensen. Robin Bossen Arvid havde fået genvalg som målmand, og foran ham stod en bagkæde med Casper Stylsvig Bæksted, Rasmus Brasch, Nicolaj Jarsmer og Jens Christian Sørensen. Helt på toppen stillede FC Djursland med Morten Bruun.
Ikke mindst målmand Robin Bossen Arvid fik kærligheden at føle og blev i de to målgivende situationer attackeret så hårdt, at Robert Sørensen havde ventet dommerens indgriben.
”Jeg synes godt der kunne have været dømt frispark til vores målmand i begge situationer, for han bliver nærmest jævnet med jorden. Efter 14 minutter ville Robin bokse en diagonalbold væk, men blev jævnet af en angriber. Han boksede bolden skævt, som faldt ned for fødderne af en Holstebro-spiller, som kunne sparke den i det tomme mål. Her var der et klokkeklart frispark. Og efter 28 minutter havde Robin begge hænder på en diagonalbold, da han blev jævnet, så hjemmeholdet kunne score til 2-0,” fortæller Robert Sørensen.
FC Djursland kom bedre med efter Holstebro B’s pres i starten, og havde gode muligheder ved Nicolaj Jarsmer og Felipe Soares, og Morten Bruun havde en stor chance efter Jarsmers afslutning.
To svære kampe mod tophold venter
I pausen skiftede FC Djursland Emil Bjerre Busk ind i midterforsvaret og rykkede Nicolaj Jarsmer op bag ved Morten Bruun i det offensive spil.
”Et kvarter ind i 2. halvleg tog vi Morten Bruun ud og Jarsmer blev skubbet helt op på toppen, og Frederik Laursen blev skiftet ind for at ligge bag ved ham. Vi skiftede også Christian Rytter Fløjborg ind i stedet for Rasmus Brasch og spillede med kun tre mand bagude for at give et større offensivt tryk. Holstebro var presset, men vi var ikke dygtige nok til at gøre arbejdet færdigt,” siger Robert Sørensen.
”Holstebro spillede ”Rute 1”-fodbold med lange bolde op til duel, og så spillede de derfra. Jeg synes ikke hjemmeholdet skabte ret mange chancer, og vores målmand Robin Arvid Bossen havde vel kun en redning udover de to situationer, hvor Holstebro B scorede,” siger Robert Sørensen.
Med nederlaget fik FC Djursland ikke den luft man kunne ønske sig i tabellen, og foråret ser som forventet meget spændende ud.
Nu venter der FC Djursland et par svære kampe på hjemmebane mod de to top-tre hold VSK Århus og IF Lyseng.
På lørdag kl. 15.00 tager FC Djursland imod VSK Århus og lørdag inden påske gælder det IF Lyseng inden turen derefter går til Lystrup Stadion til mødet med bundholdet Lystrup IF.