Fortsæt til indhold

Få oplevelser med klassiske biler i solen

14. april er der Classic Day på Djursland

Sport
Arkiv

MOTOR Det er forår. Solen skinner. Og det skal nydes.

"Med skiftet til sommertid har vi alle sat havemøblerne frem, men der er også mange indehavere af en klassisk bil, som nu kommer ud af skjul. For nu er de sidste saltrester væk fra vejene, og mange tænker på at tage en tur ud i det danske land med den lidt ældre bil. Med en undskyldning om at få en is på havnen i Bønnerup, Grenaa eller Ebeltoft.," skriver Classic Day i en pressemeddelelse.

”Men egentlig behøver man ikke en undskyldning om en isvaffel for at starte den gamle bil. Køreturen i sig selv er jo en oplevelse, og den køretur kan blive meget sjovere og mere overraskende, hvis man deltager i Classic Day,” siger Hans Ole Nielsen.

Hans Ole Nielsen er bosiddende i Mørke. Han er medlem af Aarhus Automobil Sport og selv aktiv deltager indenfor det, som hedder historisk pålidelighedsløb. Sammen med klubkammeraten Niels Iversen deltager han i dennes røde VW Golf fra 1979 i løbene. Og han vil gerne have, at flere får oplevelsen af at bruge den klassiske bil til andet end at mødes i sommerhalvåret ved Kaløvig.

”Søndag 14. april afholder vi Classic Day flere steder i landet, og et af stederne er netop på Djursland, hvor vi starter fra Hvilsager Forsamlingshus klokken 10,” fortæller Hans Ole Nielsen og fortsætter:

”Her kan alle med en klassisk eller ældre bil møde op. De får en god og grundig introduktion til historisk pålidelighedsløb, inden vi sender dem afsted på ruten. Og nej. De skal ikke være bekymret for den gamle bil, som er kommet ud af garagen. Det drejer sig ikke om at køre stærkt.”

Ved Classic Day handler det nemlig om at følge den rute, man får angivet. Og at gennemkøre den på en given gennemsnitshastighed, som ikke er høj. Classic Day ikke bare starter, men den slutter også i Hvilsager Forsamlinghus.