Mikkel vinder Formel Masters
Racerkøreren fra Hasselager kunne lørdag 20. september stille sig på podiet som vinder af Formel Masters
Det 19-årig lokale racerkørertalent fra Hasselager Mikkel Jensen sikrede sig lørdag 20. september den samlede sejr i racerløbsserien Formel Masters. Det sker efter sejr i begge løb lørdag, og dermed kan Mikkels førsteplads ikke længere hentes.
“Det er fantastisk. For fire år siden sad jeg i min første gokart, og nu er vi her. Det er ikke til at fatte, når man ser tilbage på min korte baggrund i sporten,” lyder det meget tilfreds fra Mikkel, da Lokalavisen Skanderborg søndag er i kontakt med ham.
Man kan aldrig være sikker
Selvom den samlede sejr kommer i hus før løbsserien er kørt helt færdig, så var Mikkel ikke fuldstændig sikker på sejren, da han lørdag satte sig ned i sin hurtige racerbil.
“Man tænker altid lidt 'hvad nu hvis', så man kan aldrig føle sig sikker. Alt kan ske i et race,” fortæller han.
Det er alligevel med stor overlegenhed, at Mikkel nu kan kalde sig for vinder af det prestigefulde løb.
Med hele 329 point ligger han hele 99 point foran tyskeren Maximilian Günther på andenpladsen. Selvom der derfor resterer endnu en løbsweekend i Formel Masters, kan han ikke overhales.
Skal fejres i Østrig
Om to uger køres sæsonens sidste løbsweekend i tyske Hockenheim, hvor der om aftenen vil være en stor fest, hvor mesterskabstrofæet bliver uddelt.
Derfor må Mikkel vente lidt med at fejre titlen, selvom han allerede har sikret den. Når trofæet er modtaget, skal det ikke kun fejres i Tyskland.
“Min teamchef har også sagt, at vi nok ikke slipper for at fejre det en gang mere hos dem i Østrig, når sæsonen er ovre,” lyder det med et smil.