Divisionshåndbold: Bondemanden tilbage som topscorer i Nørre Djurs HK’s julestævne
Nørre Djurs HK kunne godt bide skeer mod 1. Divisionsholdene Randers HH og Skive fH til velbesøgt julestævne i Nørre Djurs Hallen
Mens mange kunne nyde en sikkert velfortjent ferie med fridage mellem jul og nytår var Nørre Djurs HK’s divisionsherrer i håndbold kommet på hårdt arbejde til klubbens eget julestævne fredag og lørdag.
Nørre Djurs HK havde inviteret 1. Divisionsklubberne fra Randers HK og Skive fH til stævne i ”Hulen” i Glesborg, og med en sejr på 16-15 på andendagen over Randers HK og ellers i øvrigt smalle nederlag viste værterne, at de godt kunne være med i det skrappe selskab.
Fredag aften tabte Nørre Djurs HK til Randers HH med 31-30 efter 18-14 ved pausen, mens det lørdag blev til et nederlag på 21-19 til top-tre holdet i 1. division Skive fH og til en sejr over Randers HH med 16-15 i en kvik trekantsturnering med kampe på 2 x 20 minutters spilletid. Skive fH blev vinder af turneringen med en sejr over Randers HH på 18-17.
”Turneringen var egentlig planlagt som et stævne med fire hold, men Grindsted GIF, Håndbold fra 2. Division måtte melde afbud,” fortæller sportschef og spiller i Nørre Djurs HK, Nicolaj Danefeld Hansen. Men holdet fra Randers HH mødte op fredag aften og fik en fuld kamp mod Nørre Djurs HK, mens turneringen mellem de tre hold blev gennemført lørdag eftermiddag.
Nørre Djurs HK stillede op uden den rutinerede fløjspiller Henrik Storm Pedersen og den kenyanske profil Bryan Mathew Odour, som i begyndelsen af januar spiller landskampe for Kenya i den afrikanske kvalifikationsturnering. Det hårde program med flere kampe på kort tid gav plads til en bred trup, og blandt andet Martin ”Bondemanden” Jensen, som blev topscorer i den første kamp mod Randers HH, og Mathias Mygind fra Jyllandsserieholdet gjorde voldsomt opmærksom på sig selv under julestævnet.
Sejr en succesoplevelse
Nørre Djurs HK har fået flyttet sine to første kampe i januar på grund af Bryan Mathew Odours fravær, og derfor var det oplagt at arrangere et julestævne.
”Det var et rigtig fint arrangement, og der manglede ikke opfordringer til at lave et stævne igen til næste jul. Randers HH og Skive fH følte sig rigtig velkommen, og der var masser af mennesker i hallen. Der var en summen i hallen, så det var en fornøjelse,” siger Nørre Djurs HK’s cheftræner Benny Nielsen.
Også spillemæssigt gav det udbytte for oprykkerne fra Nørre Djurs HK, som efter en formidabel start på sæsonen med sejre i de første fire kampe kunne holde julepause på en 7. plads i 2. Divisions Pulje 1.
”Vi tabte den første kamp til Randers HH med 31-30, men det var en rigtig fin kamp for begge hold. Randers HK stillede med fuldt mandskab, og det overraskede mig, at vi kunne være med så langt hen ad vejen,” siger Benny Nielsen.
”Også mod Skive fH, som er blandt topholdene i 1. Division, var vi med til langt hen i kampen, og kampene viste endnu engang, at vi skaber chancerne til at vinde i vores angrebsspil, men at vi skal udnytte vores muligheder bedre. Den sidste kamp om lørdagen mod Randers HH var mellem to trætte hold, men vi kæmpede godt med vores sidste kræfter og vandt kampen med 16-15, og alle var glade for at få denne succesoplevelse,” mener Benny Nielsen.
”Vi har været nede i en bølgedal i turneringen, hvor vi blev ramt både af at vinde så meget i starten og siden af at tabe, for man skal lære at håndtere både medgang og modgang. Men det var under stævnet godt at se holdet tilbage i den gamle fandenivoldske stil, vor spillerne godt tør lave fejl.”
Satser på top 5 placering
Også for den spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen var der nok at se til både på og udenfor banen under julestævnet i Nørre Djurs Hallen.
”Vi ser også fremad og tager samtaler med spillerne om fremtiden. Vi er allerede i gang med at planlægge den nye sæson,” siger Nicolaj Danefeld Hansen, som må se Nørre Djurs HK holde vinterpause på en 7. plads.
”Men vi tabte tre-fire kampe med ganske få mål, og jeg havde gerne set, at vi havde fire point mere. Men vi må være realistiske og indrømme, at vi ikke er helt der, hvor vi gerne vil være. Jeg ser opad i tabellen og vil ligge i den øverste halvdel. Vi satser på, at vi slutter med en top 5. placering,” siger sportschefen.
”Rent spillemæssigt har vores problem været, at vi spiller for meget ind over midten. Vi skal blive bedre til at brede vores spil ud og får vores fløje mere med i spillet. I vores angrebsspil har vi en for dårlig udnyttelsesprocent i forhold til de mange chancer vi skaber. Samtidig skal vi også arbejde på at højne kvaliteten i samarbejdet mellem vores keepere og forsvaret, så vores dygtige målmænd kan præstere flere redninger,” siger Nicolaj Danefeld Hansen.
Nørre Djurs HK skal i kamp igen lørdag 19. januar kl. 16.00, når Viborg HK kommer på besøg i Nørre Djurshallen. Derefter følger udekampe mod Nøvling IF og en udekamp mod HEI. Desuden venter der en pokalkamp i Santander Cup mod Jyllandsserieholdet ASA i Frederiksbjerghallerne i Aarhus.