Fortsæt til indhold

Pokalfodbold: Kristian Kaaghs låg tæt på at vende pokalopgør

FC Djursland fik presset Jammerbugt FC efter Kristian Kaaghs reducering 2-1 tolv minutter før tid, men pokalkampen endte 3-1 til nordjyderne

Sport
Martin Schultz

”Vi gav alt hvad vi havde og det var ikke nok mod et Top 3 hold fra 2. Division.”

Det siger cheftræner Robert Sørensen, som tirsdag aften så FC Djursland blive ekspederet ud af DBU’s pokalturnering Sydbank Pokalen med et nederlag på 3-1 mod Jammerbugt FC fra 2. division på hjemmebanen HSM Arena i Grenaa.

Men de lokale hajer, som har det hårdt som oprykkere i Danmarksserien og har tabt de første fem kampe, gav nordjyderne en god fight, og da Kristian Kaagh 12 minutter før tid reducerede til 2-1 på et hovedstød, var der ligefrem spænding på stadion i FC Djurslands forsøg på at få udlignet divisionsklubbens føring.

”Jeg er pavestolt af holdets indsats. Der er mange ting vi kan tage med os. Vi spillede en rigtig god indsats og byder dem op til dans. Vi viste den ærgerrighed vi har brug for, og så lavede vi ikke alle de personlige fejl, som vores seneste kampe har været præget af,” siger Robert Sørensen.

Tung start for et bundhold

Trænerteamet havde polstret holdet inden mødet med Jammerbugt FC, som ligger nr. 3 i 2. Division og i sidste sæson var tæt på at rykke op i Nordicbet Ligaen.

”Vi stillede op i en 4-1-4-1 formation i stedet for 4-4-2, og vi havde forsøgt at klæde vores spillere på til mødet med et rigtig dygtigt fodboldhold,” siger Robert Sørensen.

Og gæsterne fra Jammerbugt FC viste da også hurtigt, hvor skabet skulle stå, for der var blot spillet seks minutter, før Jacob Munk Christensen ikke var opmærksom på en dybdebold, så U19-spilleren Max Møller kunne tæmme bolden og sparke den forbi Anders Emil Hjort i FC Djurslands mål.

Og fem minutter senere var FC Djurslands forsvar ikke aggressive nok ved et hjørnespark, så der opstod klumpspil i feltet.

”Anders Emil Hjort reddede bolden i første omgang, men den sprang frem og tilbage 2-3 gange før Nikolaj Lunøe scorede til 2-0. Det var en tung start for et hold, som har tabt fem turneringskampe i træk,” siger Robert Sørensen.

Kristian Kaagh ind fra bænken

Med en 2-0 føring i ryggen følte Jammerbugt FC sig trygge og spillede godt, men FC Djursland fik nogenlunde kontrol over sit spil og kom til sporadiske chancer.

”I 2. halvleg spillede vi bedre og fik tilspillet os nogle gode chancer. Vi havde Kristian Kaagh siddende på bænken for at skåne ham til vores næste kamp, men han blev skiftet ind i 2. halvleg. Og det var Kristian Kaagh, der 12 minutter før tid fik reduceret til 2-1, da Janus Tranæs Didriksen fra højre siden sendte en god bold ind i hovedet på ham,” fortæller Robert Sørensen.

FC Djursland pressede på og kastede alt frem for at udligne i slutningen af kampen, men det resulterede i en kontrascoring til 3-1 i kampens døende minutter.

Vatanspor venter i næste kamp

Med nederlaget er FC Djursland ude af DBU’s pokalturnering i hovedturneringens 2. runde uden at det blev rigtig sjovt med en attraktiv modstander fra de allerøverste rækker.

”Vi spillede en rigtig god kamp, især i 2. halvleg, mod en god modstander, og det tager vi med til den næste kamp på lørdag mod Vatanspor. Vi tager det gode med fra denne pokalkamp, og så håber vi det vender. Vi har været godt med i alle kampe, selvom vi har tabt dem. Så vi skal ikke gå i panik, men holde snuden i sporet,” siger Robert Sørensen.

FC Djursland mødte Vatanspor i sidste runde af pokalturneringen og vandt med 3-1 over holdet fra Aarhus, som overvejende består af spillere med anden etnisk baggrund end dansk.

”Men vi får vores opgave for mod Vatanspor, som er et rigtig dygtigt hold med mange individualister. I den sidste runde slog Vatanspor det ubesejrede tophold Nørresundby FB med 2-1,” siger Robert Sørensen.

Kampen mod Vatanspor spilles lørdag kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa.