Fortsæt til indhold

Seriefodbold: God fight men ingen point til Mørke IF mod Nørager B

Tre unge Nøragerspillere kom på scoringslisten, da topholdet sikkert slog Mørke IF med 3-0 i Djurslandspuljen i Serie 3

Sport
Martin Schultz

Den store overraskelse udeblev, da bundholdet Mørke IF fredag aften modtog puljens tophold Nørager B på Mørke Idrætscenter, for gæsterne fra Norddjurs holdt oprykkerne ude i strakt arm og satte med en 3-0 sejr tre sikre point ind på kontoen.

”Jeg er overrasket over at Mørke IF ikke har fået point endnu, for de leverede en god og tændt indsats. Men det var os, som dominerede kampen, og vi havde de store chancer. Jeg tror ikke Mørke IF havde et eneste skud inden for rammen, og vores målmand Steffen Klintø, som igen afløste Jesper Bredahl på grund af arbejde, havde ingen redninger,” siger Nørager B’s træner Claus Vestergaard.

Selvom hans hold tabte for femte kamp i træk, så var Mørke IF-træner Tonni Kristensen tilfreds med sit holds indsats.

”Vi viste for første gang i serie 3, at vi kan kæmpe 90 minutter. Vi troede på det til sidste fløjt. Ingen slog ud med armene, og vi tabte med æren i behold. Derfor er der ros til spillerne, og jeg håber det forsætter, for så lugter vi point,” siger Tonni Kristensen.

Med sejren kunne Nørager B holde weekend på førstepladsen i Djurslandspuljen i Serie 3 med otte lokale hold, mens Mørke IF blev hængende i bunden og nu ser frem til to knivskarpe opgør mod de to andre bundhold IF Midtdjurs og Auning IF. Ingen af de tre hold har endnu høstet nogen point, men de to rivaler har spillet færre kampe end Mørke IF.

Nørager B havde med et uafgjort resultat sat point til i sæsonens første kamp mod Åstrup/Hammelev IF, og blev derfor mandag aften overhalet i tabellen, da Østdjurs 91 med en 2-0 sejr ude mod netop Åstrup/Hammelev IF lagde sig i spidsen af puljen med maksimumpoint efter fem kampe. De to tophold Østdjurs 91 og Nørager B mødes i direkte duel lørdag 15. september på Trustrup Stadion.

Ringe opdækning ved Nørager scoring

”Vi er blevet gode til at score i starten af kampen, og det giver ro på,” siger Nørager B’s træner Claus Vestergaard, som ellers tit har set sit hold komme bagud for derefter at skulle jagte en udligning.

Mørke IF lagde ud med at få Marc Poulsen udvist i ti minutter med et gult kort allerede efter to minutter, og Nørager B kvitterede få minutter senere med at komme foran, da sidste sæsons topscorer Rasmus Bang scorede på et indlæg efter et godt opspil i venstre side.

”Efter at vi blev fuldtallige spillede og kæmpede vi godt, og både Marc Poulsen og Payam Moradi på kanterne kom igennem til indlæg, men Simon Toft og Asker Skytte manglede skarpheden. Morten Lykke erobrede en bold midt på deres bane, som hoppede lidt og som han flugtede 10 cm forbi stolpen. Vi havde ikke heldet på de tidspunkter, hvor vi virkelig kunne have meldt os ind i kampen,” siger Tonni Kristensen.

I stedet lavede Mørke IF et dumt frispark efter 33 minutter på kanten af feltet.

”Vi stod seks mand og ikke en hoppede op i den, mens en mand fra Nørager nemt kunne heade den ind. Pissedårligt af vores opdækning,” siger Tonni Kristensen om høje Mads ”Pylle” Pedersens scoring til 2-0 til Nørager.

Fra lufthavnen til fodboldkamp i Mørke

”Vi havde domineret i 1. halvleg og skulle nu ind og lukke kampen. Så vi skulle bare køre videre i samme spor,” sagde Nørager B-træner Claus Vestergaard til sine spillere i pausen.

Unge Rasmus Knudsen havde få minutter før pausen fået sit første gule kort som seniorspiller.

”Vi spillede vores spil, og omkring det 70. minut lukkede vi kampen med en scoring af Rasmus Knudsen til 3-0 på Daniel Sortkjærs oplæg,” siger Claus Vestergaard, som roser sine mange unge spillere på holdet.

”De unge stepper op på alle parametre, og de er blevet bedre til at holde fokus.”

På trods af nederlaget fik Mørke IF’s træner Tonni Kristensen nyt håb efter kampen mod Nørager B.

”Det var god kamp, hvor der var chancer i begge ender. Nørager B er altid gode med bolden, men vi kæmpede godt gennem hele kampens 90 minutter til sidste fløjt. Jeg valgte at udpege Holdet til kampens spiller, for alle gjorde det godt mod topholdet og troede på det,” siger Tonni Kristensen.

På Nøragers hold blev målscorer Mads ”Pylle” Pedersen valgt til kampens spiller. Et skulderklap fortjente ellers også Nørager B’s Christian Mørch, som kom direkte til Mørke Idrætscenter fra lufthavnen efter at være fløjet ind fra Færøerne på grund af arbejde.

Nørager ligger nu i direkte duel med Østdjurs 91 om førstepladsen i den stærkt besatte Djurslandspulje og skal lørdag kl. 13.30 på Nørager Stadion møde AC Norddjurs, som fik sig noget af en kæberasler ved at tabe med 6-0 på hjemmebane til Østdjurs 91 i lørdags.

Mørke IF møder næste mandag kl. 18.00 Auning IF på Auning Stadion.