Danmarksserien: FC Djursland fik sin første sejr i vild målfest
FC Djursland vandt med 4-3 over Vatanspor i en velspillet, intens og dramatisk kamp med mange mål og chancer, rødt kort og bortvisning af gæsternes træner
Der var spænding, nerve og intensitet til sidste sekund, da FC Djursland og Vatanspor lørdag eftermiddag gav hinanden et brag af en kamp på HSM Arena i Danmarksseriens pulje 4.
Og udfaldet af kampen blev en kæmpeforløsning for hjemmeholdets spillere og trænere og det store trofaste publikum på HSM Arena, for FC Djursland fik med en 4-3 sejr efterårets første point efter fem nederlag på stribe.
”Det var en kamp mellem to gode hold, der begge ville spille fodbold. Jeg er sikker på, at tilskuerne fik sig en fornøjelig eftermiddag, for det var en kamp med masser af mål og chancer, nerve og fight, og for en gangs skyld havde vi marginalerne på vores side,” siger FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen.
”Det var en lettelse med en sejr. Jeg vidste det ville vende, og jeg er glad for at det blev i dag. Vi har spillet god fodbold i efteråret, og i dag laver vi fire mål og skabe mange chancer mod et hold af en kaliber som Vatanspor. Vi har holdt snuden i sporet og spillet vores spil og troet på det,” siger Robert Sørensen efter en kamp, som udover syv mål og masser af chancer også bød på et rødt kort til indskiftede Kristian Alvarez Gertsen i slutfasen og bortvisning af Vatanspors træner Volkan Ceran fra dommerens side.
Kristian Kaagh ramte stolpen
Vatanspor havde revanche til gode mod FC Djursland for et 3-1 nederlag fornylig i DBU’s pokalturneringen Sydbank Pokalen, og holdet fra Aarhus Vest, som helt overvejende består af spillere med indvandrerbaggrund, kom med masser af selvtillid efter forrige lørdag at have tilføjet det ubesejrede tophold Nørresundby FB det første nederlag.
”Vatanspor er et teknisk godt hold med mange små rapfodede spillere, men har også den bomstærke angriber Khaled Paikar og nok rækkens bedste duelspiller i Selim Genc, og vi vidste vi skulle undgå at give dem muligheder på standardsituationer,” siger Robert Sørensen.
Vatanspor startede kampen bedst og efter 17. minutter var det netop et hjørnespark, som udløste det klumpsil foran FC Djurslands mål, som gav Tarek Omar Kayed mulighed for at bringe Vatanspor foran med 1-0.
”Men fra omkring det 20. minut og halvlegen ud sad vi tungt på tingene og havde gode chancer. Lidt senere i halvlegen blev Kristian Kaagh spillet fri og afsluttede fra en spids vinkel og ramte indersiden af stolpen uden at vi fik fat i riposten. Åh nej, tænkte jeg, skal det nu være stolpe ud igen, og kort før pausen havde Vatanspor en kæmpechance, da vi kom i undertal i en omstilling, men vores målmand Anders Emil Hjort redde dygtigt ved at lukke vinklen ned,” fortæller Robert Sørensen.
Hurtige mål i 2. halvleg
I 2. halvleg ændrede FC Djursland lidt på opstillingen og stillede sig lidt højere på banen.
”Vi var over dem med det samme og fik et indirekte frispark i feltet efter 7 minutter, da gæsternes målmand samlede en bold op han ikke måtte tage. Vatanspor stillede alle mand op foran eget mål, og bolden blev rullet bagud til Felipe Soares, som fandt hullet i myldret af mennesker og fik udlignet til 1-1,” fortæller Robert Sørensen.
Udligningen gav momentum til FC Djursland, og få minutter senere greb Anders Emil Hjort et hjørnespark og sparkede bolden langt op af banen.
”Kristian Kaagh var startet sit løb og da bolden hoppede og Vatanspors målmand ville gribe den sprang Kaagh højere og headede bolden i et tomt mål til 2-1,” siger Robert Sørensen.
FC Djursland fortsatte de gode takter og få minutter senere var det den nyslåede reality-kendis fra Robinsonekspeditionen Jamil Faizi, som efter en omstilling blev spillet fri af Janus Tranæs Didriksen i venstre side af feltet. Jamil Faizi lod bolden hoppe en enkelt gang og lobbede den over Vatanspors målmand med en spektakulær scoring til 3-1.
”Vi førte nu med to mål og skiftede Jacob Munk Christensen ud med Morten Bruun, som blev sat op på toppen, mens rutinerede Felipe Soares blev rykket tilbage på backpladsen. Men få minutter senere reducerede Vatanspor til 2-3, da en lang bold blev headet på tværs foran vores mål til Khaled Paikar, så vores føring nåede ikke at sætte sig,” siger Robert Sørensen.
Kristian Alvarez Gertsen så rødt
Men FC Djursland havde mere momentum og i det 69. minut blev der bygget flot op i højre side, da Søren Koch Østergaard slap forbi sin mand og lagde bolden ind i det bagerste område, hvor indskiftede Morten Bruun kom flyvende og flugtede bolden flot i mål til stillingen 4-2.
Men den kamp var slet ikke slut, og der manglede tyve minutter. Med et kvarter igen skiftede FC Djursland Kristian Kaagh ud, som var brugt op, og satte Kristian Alvarez Gertsen ind. Men han var ikke på banen i mange minutter, før han fik dobbelt gult efter et frispark og efterfølgende brok og derfor blev sendt i bad med et rødt kort.
”Med syv minutter igen af den ordinære spilletid fik Vatanspor reduceret til 4-3. Vi var godt flade, og vi havde skiftet Rasmus Brasch ind i stedet for Søren Koch Østergaard, da Jamil Faizi ikke kunne mere og lå med et overspændt baglår og vi ikke kunne skifte ham ud. Så de sidste minutter og i fem minutters overtid spillede vi 9 mod 11, og Vatanspor trykkede godt på, men vi holdt hele vejen hjem,” siger Robert Sørensen.
”Det var en lettelse for alle at få den første sejr. I dag havde vi marginalerne på vores side, og som træner var det en fornøjelse at se, at tre af vores scoringer kom direkte fra træningsbanen. Vi fortsætter arbejdet frem mod vores næste kamp mod AaB,” siger Robert Sørensen om FC Djurslands næste kamp mod AaB’s Superligareserver på udebane lørdag kl. 13.00.
”AaB har lige slået topholdet Nørresundby FB med 3-2. Jo, vi er virkelig havnet i Dødens pulje, som Pulje 4 i Danmarksserien bliver kaldt,” siger Robert Sørensen, som også sender en stor tak til det trofaste publikum på HSM Arena.
”Vi værdsætter virkelig publikums opbakning.”