Seriefodbold: Martin Holm Hansen sikrede KPI point for fjerde kamp i træk
Kolind/Perstrup IF spillede ikke for godt, men fik med uafgjort 2-2 mod Christiansbjerg IF på udebane point ud af en vigtig kamp i bunden af Serie 1
Kolind/Perstrup IF holdt snuden i point-sporet, da holdet søndag eftermiddag med et uafgjort 2-2 resultat mod Christiansbjerg IF på udebane sikrede sig point for fjerde kamp i træk.
”Fire kampe i træk med point. Det er godt gået efter den start vi fik på sæsonen,” siger KPI-træner Thomas Zacher Sørensen om sæsonstarten med tre nederlag i træk og en 8-1 lussing til Dronningborg B, inden livets alvor gik op for oprykkerne fra Kolind.
”Men vi spillede noget af det dårligste, vi har præsteret i år, og på den baggrund kan vi ikke forlange mere end et enkelt point. Vi kunne ikke ramme hinanden og tog dårlige beslutninger. Christiansbjerg IF var ikke bedre end at vi burde have vundet, men især i 1. halvleg spillede vi dårligt mod sæsonens hidtil ringeste modstander. Det blev lidt bedre i 2. halvleg, men godt blev det aldrig,” siger Thomas Zacher Sørensen, som havde Sebastian Konrad tilbage på holdet, men havde afbud fra Rasmus Møller på dagen.
Andreas Brus Mikkelsen scorede i to forsøg
Kolind/Perstrup IF’ spillere var i ugens løb blevet trænet af assistenttræner og holdleder Mikkel Damgaard Møller Jensen i cheftrænerens feriefravær, men Thomas Zacher Sørensen var tilbage fra de varme lande til kampen på CIF’s anlæg på Bodøvej i Aarhus Nord søndag eftermiddag.
Gæsterne fra Kolind kom bagud med 1-0 små tyve minutter ind i kampen, da et hjørnespark ikke blev clearet i to omgange og bolden derefter fra kanten af feltet blev sendt i mål med et godt skud helt oppe i hjørnet af målet.
I en ringe spillet 1. halvleg så Kolind/Perstrup IF dog ud til at få lidt opmuntring tre minutter før pausen, da et langt indlæg fra Martin Holm Hansen blev forlænget til Andreas Brus Mikkelsen, som fra en position ved den bagerste stolpe i to-tre forsøg fik bolden prikket bolden i mål efter at CIF’s målmand havde klaret i første omgang.
Men glæden var kort, for kort før dommerens pausefløjt kom Kolind/Perstrup IF bagud med 2-1, da en CIF-spiller fik for let spil i højre side og kunne trække ind i banen og afslutte med et skud, som blev rettet af i forvaret og derfor snød André Tonnesen Ørgaard i KPI-målet.
Gode indgreb og redninger af målmand
I pausen opfordrede Thomas Zacher Sørensen sine spillere til at finde tilbage til den indstilling, som havde givet point i de foregående kampe.
”Vi skulle have lidt mere tænding på i vores spil, for den kamp kunne vi sagtens vinde,” siger Thomas Zacher Sørensen.
Og anstrengelser gav pote efter få minutter i 2. halvleg, da Kasper Therkildsen og Martin Holm Hansen kom af sted i en omstilling. Kasper Therkildsen fik med en dybdebold sendt hurtigløberen Martin Holm Hansen ind i feltet, og Martin Holm Hansen fik udlignet med en scoring til stillingen 2-2.
”Jeg forventede, at vi kunne score flere mål, men det blev en kamp, hvor vi både kunne have vundet og tabt. CIF havde flere gode chancer i 2. halvleg og ramte blandt andet overliggeren fra en-to meter, og André havde flere gode redninger i vores mål. Vi havde en stor chance kort før tid, da Nicolai Christensen headede på et langt indlæg. Målmanden havde sat sig, men fik alligevel reddet bolden,” siger Thomas Zacher Sørensen.
”Det var alt i alt en middelmådig præstation af alle på holdet på nær André Tonnesen Ørgaard, som med gode indgreb og redninger havde en stor andel i det ene point,” siger Thomas Zacher Sørensen.
”Vi er glade for at have fået point i de sidste fire kampe. Det er kun gået fremad, og vores placering ser meget bedre ud end for tre uger siden.”
Næste kamp for Kolind /Perstrup IF er søndag kl. 13.00 mod IFSK på Ellekærskolens bane i Aarhus. Den første kamp mellem de to hold på Kolind Park endte 0-0.