Fortsæt til indhold

Seriefodbold: Skadesplagede Vivild fik en på sinkadusen af Dronningborg

Det hører til sjældenhederne, at Vivild går fra Langhøj Idrætscenter med et 5-1 nederlag i bagagen, men det skete i lørdags

Sport
Lars Norman Thomsen

"Den korte version er, at vi havde en total offday," siger Vivilds cheftræner Dennis Holdgaard efter lørdagens 5-1 blamage mod kontrastærke Dronningborg på Langhøj Idrætscenter, som var uden den spillende assistenttræner Luca Imperatore Sørensen.

Dermed nærmer Vivild sig bundpladserne i Serie 1, og derfor bliver søndagens opgør mod Kolind-Perstrup på Kolind Park, der ligger to point under Vivild, men for en kamp mere, ekstra vigtig.

Vivild var uden sekstetten Morten og Emil Toldbod, Frederik Bjerregaard, Henrik Borup og Stig Zacher (alle ude med småskader) samt stopperen Casper Moltke Christiansen (på grund af arbejde).

"Jeg skal ikke komme med dårlige undskyldninger, for mine trænerkolleger må også mangle deres stamspillere i ny og næ, men seks mand var lige rigeligt nok," siger Dennis Holdgaard.

"Vi havde besluttet, at de småskadede spillere nu skulle have en pause for at blive ordentligt friske, og jeg forventer da også, at de alle minus Emil Toldbod, der nok skal scannes igen med sin dårlige arm, er klar til kampen mod Kolind."

Frygtelig start

Vivild har alt andet end gode erfaringer med lige netop Dronningborg, som tidligere har haft held til at straffe 'de grønne' effektivt med deres fart i kontraspillet.

"Dronningborg er dygtige til at spille afventende og bryde bolden på de rigtige tidspunkter, så deres hurtige folk fremme kan blive spillet på fart," siger Dennis Holdgaard, der tidligt i kampen måtte udskifte sin solide højreforsvarer Kasper 'KP' Pedersen, som ganske enkelt måtte ud, fordi en finger var gået af led.

Det betød, at angriberen Thomas Thorngaard kom ind som højreforsvarer, en uvant plads for ham, og før Vivild fik justeret, havde gæsterne scoret to gange.

"Vores start på kampen var frygtelig, og jeg havde forberedt mig på, at spillerne skulle have en ordentlig røffel i pausen," siger Dennis Holdgaard.

Jimmi Hansens reducering til 2-1 på oplæg fra Sebastian Stær kort før pausen gjorde, at Holdgaard imidlertid ændrede strategi for sin pausesnak.

"Jeg sagde til spillerne, at vi nok skulle komme tilbage, hvis vi undgik at smide bolden på de forkerte steder på banen, så Dronningborg kunne køre kontra."

Rødt kort

Kort ind i anden halvleg fik Vivild en kæmpestor mulighed for at udligne, og kort efter øgede Dronningborg så til 3-1 på et mål af den hyperfarlige Steffen Rothausen.

Lidt efter blev Vivilds centerforsvarer Michael Jensen vist ud med direkte rødt kort for benspænd. Herefter var det ude med Vivild, der skulle forcere med en mand i undertal.

"Vi var færdige på dette tidspunkt, og Dronningborg kom let til deres to sidste scoringer," siger Dennis Holdgaard.

"Spillerne hang med hovedet efter kampen i omklædningsrummet, men vi skal nok rejse os igen. Alle hold har en kamp pr. sæson, hvor alt går galt. Det gjorde det for os mod Dronningborg, men selvfølgelig træls, at det også sidste gang var mod Dronningborg, at det koksede for os."

Udviste Michael Jensen får en spilledags karantæne og derfor ikke aktuel til søndagens kamp mod Kolind-Perstrup, der fløjtes op klokken 16.00.