Seriefodbold: Målfarlig Christian Basballe bag Nørager-sejre mod IFM og TRIF
Nørager B’s nye angriber Christian Basballe blev matchwinner mod IF Midtdjurs og fulgte op med to mål i 4-0 sejr over TRIF i Djurslandspuljen i Serie 3
Med angriberen Steffen Klintø på mål i Jesper Bredahls fravær og med den fra Vivild IF tilbagevendte Christian Basballe i målhumør satte Nørager B lørdag eftermiddag opkomlingene fra TRIF på plads med en 4-0 sejr på hjemmebane.
På Nørager Stadion kom TRIF’s unge og talentfulde hold i menneskehænder, og holdet har efter en god start med sejre over Mørke IF og AC Norddjurs ramt den barske virkelighed i den stærkt besatte Djurslandspulje i Serie 3.
Først tabte TRIF i onsdags med 3-1 på hjemmebanen PR Park til et meget stærkt Østdjurs 91 hold med flere spillere på holdet, som var rykket ned fra eliteoverbygningen FC Djursland i Danmarksserien, og lørdag ramte holdet slet ikke dagen på udebane mod Nørager B.
”Vi tabte fuldt fortjent til en langt bedre modstander. Vi præsterede langt under vores niveau, og der var klasseforskel mellem de to hold,” siger TRIF’s cheftræner Martin Hornbæk Nielsen om sit holds indsats.
”Vi havde styr på kampen, og selvom TRIF også havde muligheder, så blev de aldrig farlige. Vi kom for en gangs skyld foran tidligt i kampen, og så fik vi lukket kampen tidligt i 2. halvleg med en scoring til 3-0,” siger en tilfreds Nørager-træner Claus Vestergaard.
Nørager B kom med selvtilliden i orden efter en 1-0 sejr i midtugekampen mod IF Midtdjurs på Ryomgård Stadion, hvor Christian Basballe blev matchwinner og valgt til kampens spiller med sin scoring i slutningen af 1. halvleg.
”Kampen mod IF Midtdjurs var et godt lokalopgør, hvor der blev spillet med musklerne. Det blev en målfattig kamp, men der var muligheder til begge hold. Vi stod godt på banen, og jeg er tilfreds med vores 1-0 sejr,” siger Claus Vestergaard.
Nøragers unge spillere blomstrer
Og unge Christian Basballe, som i sidste sæson spillede på andetholdet i Vivild IF, var igen i målhopla og fik en afgørende indflydelse på kampen, da TRIF i lørdags stillede op på Nørager Stadion.
Der var nemlig kun spillet to minutter, da Christian Basballe efter et godt opspil fra Kristoffer Frandsen på kanten af feltet trak ind i banen og sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne under TRIF’s målmand til en 1-0 føring til Nørager B.
”Og Basballe havde en chance mere, inden han efter 18 minutter scorede til 2-0, da Rasmus Bang løb i dybden og spillede bolden skråt bagud i feltet, hvor Christian Basballe sparkede den direkte i mål til 2-0,” fortæller Nørager-træner Claus Vestergaard.
”TRIF havde også muligheder, men vores målmand Steffen Klintø, som afløste Jesper Bredahl, som var på arbejde, klarede både en friløber og havde en dobbelt- og en tripleredning på gode forsøg fra TRIF.”
Nørager B gik ud for at lukke kampen i 2. halvleg og det lykkedes efter hensigten, da sidste sæsons topscorer Rasmus Bang endelig fik gang i scoringen på et oplæg af Rasmus Knudsen.
Den tidlige scoring til 3-0 knækkede TRIF, og Nørager B var i fuld kontrol og spillede bolden fornuftigt rundt i 2. halvleg. Der var flere gode chancer til hjemmeholdet, og Christian Basballe burde havde scoret og fuldbyrdet et hattrick, men også unge Gunnar ”Marcello” Pedersen kunne have scoret på en stor chance.
Kort før tid scorede Daniel Sortkjær til slutstillingen 4-0 efter en godkendt indsats fra Nørager B. Nøragers målmand, angriberen Steffen Klintø, som har stået på mål engang i sin grønne ungdom, gjorde det så godt mellem stængerne i Jesper Bredahls fravær, at han blev valgt til kampens spiller.
Men ellers glæder træner Claus Vestergaard sig især over den måde de mange helt unge spillere på Nøragers hold blomstrer: Mads ”Pylle” Pedersen, Rasmus Bang, Rasmus Knudsen, Gunnar ”Marcello” Pedersen, Sigurd Fisker og nu også Christian Basballe lover godt for fremtiden i den fodboldglade landsby.
”Kampene i foråret har virkelig givet spillerne selvtillid. Man kan se, at de har lyst til at spille fodbold. Det vigtigste er, at de har det sjovt,” siger Claus Vestergaard.
Nørager B møder fredag aften bundproppen Mørke IF på udebane.
Anfører ude med skade resten af året
Efter to nederlag skal det talentfulde og ambitiøse TRIF-hold op på hesten igen for at være klar, når Auning IF med lærer ved Rønde Skole Claus Svenningsen som cheftræner kommer på besøg på PR Park lørdag kl 14.00. Det bliver en kamp med mange undertoner, for Claus Svenningsen kender mange af TRIF’s spillere særdeles godt og er oven i købet nærmeste nabo til TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen.
TRIF ydede i midtugekampen god modstand, da et meget stærkt Østdjurs 91 hold var på besøg på PR Park i en med trænerens ord god kamp på et højt niveau, hvor Rasmus Søgaard scorede TRIF’s enlige mål.
”Vi spillede en god kamp og brændte et straffespark først i kampen og havde skud på både stolpe og overligger. Vi gjorde det godt, men vores fejl blev straffet af et godt hold fra Østdjurs 91,” siger Martin Hornbæk Nielsen.
Det værste ved kampen var dog, at TRIF’s anfører og midterforsvarer Kristoffer Meldgaard blev skadet og måtte køres på skadestuen.
”Kristoffer når i en duel at spille bolden, da en modstander rammer hans fod. Han fik rykket et ledbånd over i foden og er ude resten af efteråret. Det er et brandærgerligt uheld, for Kristoffer Meldgaard er en rigtig vigtig spiller på vores hold,” siger Martin Hornbæk Nielsen.
TRIF stillede derfor op i Nørager uden Kristoffer Meldgaard og kampens spiller mod Østdjurs 91 René Johnsen, som havde meldt afbud, i forsvarskæden.
”Det har været to pissesvære kampe mod Østdjurs 91 og Nørager B. Nu skal vi tilbage på sejrskurs på lørdag mod Auning IF,” siger Martin Hornbæk Nielsen.