Fortsæt til indhold

Lav et logo til FC Djursland og vind 1.000 kroner

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"FC København kaldes løverne, FC Midtjylland ulvene, Brøndby er bare Brøndby, hvordan synes du FC Djursland skal se ud? Skal skovene og vandet omkring Djursland indgå, en fodbold eller måske noget helt nyt og anderledes," lyder oplæget til den logo-konkurrence, som FC Djursland har udskrevet.
Konkurrencen er åben i den forstand, at alle kan aflevere et forslag. Kreative kræfter, folk med hang til sjove og omvendte ideer eller drenge og piger med en god streg skal i sving.
"Vi er meget interesserede i at se flest mulige forslag, således at vi kan få skabt et flot og moderne logo til klubben," hedder det i konkurrenceforskræppet fra dommerkomitéen, som består af: Albert Vahle Andersen; indehaver designbureauet vahle+nikolaisen og tidligere spiller i Stenvad & Kolind, Steen Gammelgaard, salgschef Spectronic og tidligere prof. målmand i Brøndby samt spiller i Grenaa, Keld Overgaard, GIF samt Søren Slemming, formand Stenvad Boldklub.

Rød og sort

FC Djurslands klubdragt kommer til at indeholde farverne rød og sort. En farvesammensætning som naturligvis i en eller anden form også skal indgå i logoet. Det samme skal klubnavnet FC Djursland.
Forslag kan indsendes som skitser, tegninger eller i rentegnet udgaver på papir eller elektronisk. Logoforslagene kan evt. vises i farver og i sort/hvid. Deadline er 29. april 2009 kl. 12.00. Logoforslag skal indsendes til: Søren Slemming, Stenvad Bygade 58, 8586 Ørum Djurs eller elektronisk på mail til: s.slemming@nrdn.dk .

Hovedpræmie 1.000 kroner

Manden eller kvinden bag det bedste forslag præmieres med 1.000 kroner plus et eksemplar af FC Djurslands spilledragt. Vinderne bliver indbudt til en hjemmekamp i Danmarksserien for Grenaa IF i maj måned, hvor præmierne overrækkes.