Mikaela Fabricius-Bjerre er død
Hun blev 53.
Tidligere OL-deltager og svigerdatter til Bent Fabricius-Bjerre er død efter et længere sygdomsforløb.
Det oplyser hendes mand Poul og datteren Ida på Facebook.
»Vi er bare så kede af at måtte skrive, at ’Fia’ er sovet stille ind efter et langt cancerforløb,« skrev familien mandag.
»Hun kæmpede en brav kamp, og var familiens sædvanlige midtpunkt hele vejen igennem. Der var ikke et tidspunkt, hvor ’Fia’ beklagede sig over sin alvorlige sygdom eller ynkedes sin situation.«
»En kærlig, skæg og skøn pige med masser af power og med en utrolig stor kærlighed til sin familie med alle dyrene samt sine elskede heste,« skriver famlien.
Også rytter Cathrine Laudrup-Dufour har reageret på dødsfaldet.
»På den smukkeste dag i 2023 mistede vi en helt speciel kvinde. Det er svært at sætte ord på, hvor knuste vi alle er over at have mistet dig. Det er så sjældent, man møder en ægte fighter, rytter og ven som dig,« skriver hun på Instagram.
Mikaela Fabricius-Bjerre blev 53 år gammel. Hun bisættes fra Karlebo Kirke på lørdag.
Mikaela Fabricius-Bjerre blev født i FInland, men har boet i Danmark siden 2001. Hun deltog ved OL i London i 2012, hvor hun stillede op for Finland i dressur.
Året inden vandt hun det Nordiske Mesterskab.
Mikaela var privat gift med Poul Fabricius-Bjerre, den kendte komponist Bent Fabricius-Bjerres ældste søn.