Fortsæt til indhold

Karen Ehrenreich løb fra sin egen skygge i solrige Sevilla

Den lokale maratonløber med en fortid i Kolind forbedrede sin bedste tid på den klassiske 42,195 kilometer distance med over ni minutter.

Sport

Karen Ehrenreich, 38, overgik sig selv ved søndagens maraton i spanske Sevilla ved at forbedre sin personlige rekord med over 9 minutter.

Hun satte for et år siden personlig rekord, da hun blev dansk mester i København.

Karen Ehrenreich, der repræsenterer Aarhus 1900, kom hjem i tiden 2:34:15 ved Zurich Maraton De Sevilla.

Det rakte til en plads som nummer 27 - og en tredjeplads i hendes aldersgruppe - i det stærke kvindefelt. Der deltog godt 10.000 i løbet, der blev afviklet i flot vejr, og på en meget flad rute.

Vinderen Jackline Chelal fra Kenya løb til sammenligning 2:20:29.

Karen Ehrenreichs personlige fantomtid placerer hende som nummer syv på ’Alle tiders rangliste’ i Danmark.

Dagen efter løbet deltog hun i præmiebanket, hvor Sevillas borgmester overrakte præmier til de bedst placerede deltagere.

Karen Ehrenreich var på turen ledsaget af sin træner, fysioterapeut og kæreste Simon Bak, som fodboldfolket kender som tidligere førsteholdsspiller i Grenaa IF.

Søndagens præstation blev behørigt hyldet af honoratiores med Sevillas borgmester i spidsen. Pressefoto

Sent i gang

Danmarks for nuværende bedste maratonløber på spindesiden startede først for seks-syv år siden med at træne og løbe seriøst. Hun stammer fra Kolind, hvor hun i de unge år gik i skole og bl.a. også var aktiv på hånd- og fodboldbanen hos KPI.

I det civile liv arbejder Karen Ehrenreich som kundechef i Djurslands Banks afdeling i Lystrup.

Det boksekyndige lokale publikum kan sikkert huske hendes far, Knud Ehrenreich, der boksede en del kampe i regi af den daværende Midtdjurs Bokseklub.

Karen Ehrenreichs flotte løbepræstationer sættes yderligere i relief af, at hun for et par år siden blev diagnosticeret med brystkræft. Efter et skrapt sygdomsforløb formåede hun at kæmpe sig tilbage som eliteløber.

Præstationen i Sevilla markerer, ud over den flotte personlige rekord, at hun kan kappe endnu flere minutter af, så næste mål må hedde 2:29:59.