Fortsæt til indhold

KPI havde hele spillet uden at kunne score målene

Kolind/Perstrup IF brændte et straffespark og løb ind i forårets første nederlag på 3-1 mod Hadsten SK i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

Ubesejrede Kolind/Perstrup IF kom ned på jorden søndag eftermiddag på udebane mod Hadsten SK, som stik imod spil og chancer besejrede gæsterne med 3-1 efter 0-0 ved pausen.

”Det var en kamp, hvor vi havde overtaget fra start til slut, men hvor vi ikke kunne udnytte vores chancer,” fortæller KPI-træner Thomas Zacher Sørensen om kampen, som stod 0-0 ved pausen.

Kolind/Perstrup IF havde ellers alle tiders chance for at bringe sig foran med 1-0, da Rasmus Peter Bisgaard Hansen kort før pausefløjtet blev fældet i feltet og dommeren korrekt fløjtede for straffespark.

Rutinerede Mikkel Friis Stær med den fine sparketeknik tog sig af straffesparket, men var uheldig, da han sparkede bolden på overliggeren.

Målet var som forhekset

Gæsterne fortsatte også med at dominere efter pausen, men alligevel blev det hjemmeholdet Hadsten SK, som kom foran få minutter ind i 2. halvleg.

Kolinds forsvar så i hvert fald ikke for godt ud, da et frispark uden for feltet blev sparket ind over og bolden sejlede ind i området ved den bagerste stolpe, hvor en Hadsten-spiller stod helt udækket og kunne heade bolden i mål til 1-0.

”Kort tid efter blev der sendt et indlæg ind over fra højre side, hvor en af hjemmeholdets spillere flugtede bolden i mål med et flot skud,” fortæller Thomas Zacher Sørensen.

Kolind/Perstrup IF masede på med sit spil og havde også gode chancer, men målet var som forhekset, før Rasmus Peter Bisgaard Hansen midt i 2. halvleg sendte en bold i dybden, som Martin Holm Hansen med de hurtige fødder tog imod. Som tidligere set var han hurtigt af sted og kom fri af forsvaret og lobbede bolden over målmanden til en 2-1 reducering.

Kort efter scoringen blev Magnus Bisgaard Hansen udvist i 10 minutter efter en advarsel, og da gæsterne i slutfasen satsede hele butikken for i det mindste at få det ene point, fik Hadsten SK scoret endnu engang til slutresultatet 3-1.

Langaa IK vil anke afgørelse

”Hadsten SK scorede stort set på, hvad de havde af chancer. Vi leverede en fin præstation og viste en god indstilling gennem hele kampen, men vi manglede at lave målene,” siger KPI-træner Thomas Zacher Sørensen, hvis hold nu ikke længere er ubesejret.

Inden weekenden fik Kolind/Perstrup IF desuden besked fra DBU Jylland om, at disciplinærudvalget havde godtaget protesten mod en dommerafgørelse i forrige lørdags kamp mod Langaa IK. Her annullerede dommeren en straffesparksscoring, fordi en KPI-spiller var løbet ind i feltet inden straffesparket var taget. Eftersom der blev scoret på straffesparket, skulle der have været dømt omspark, men dommeren gav Langaa IK et indirekte frispark.

Derfor skal Kolind/Perstrup IF's 0-0 kamp mod Langaa IK spilles om, men ifølge Thomas Zacher Sørensen vil Langaa IK anke udvalgets afgørelse.

Næste kamp for Kolind/Perstrup IF ser således ud til at blive et lokalopgør mod Grenaa IF, som søndag eftermiddag løb ind i et 5-1 nederlag ude mod Vorup FB.