Fortsæt til indhold

Rougsø FF hænger fast nede i dyndet

Fem kampe og blot et point er de barske kendsgerninger for Rougsø FFs bedste hold i Serie 3. Manglende træningsindsats og deraf følgende svigtende forn er årsagen, mener cheftræner

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Det svinger ikke for Rougsø FF i denne sæson.

Onsdag aften blev det til et nyt nederlag, da SMIFF gæstede Ørsted Stadion. Gæsterne vandt 2-0, og begge mål blev scoret i slutfasen. Meget symptomatisk for Rougsø FFs indsats i dette forår.

"Vi har endnu ikke tabt en første halvleg, men vi er simpelthen i for dårlig form til at holde til 90 minutters fodbold. Det skyldes, at vi kun træner 0 eller 1 gang om ugen," lyder det fra cheftræner Jesper Møgelvang.

"Vi har været uheldige, vi er for dårlige til at omsætte målchancer til mål, og vi har været for dårlige defensivt som hold."

SMIFF var bedst fra kampens start.

"Men til trods for en rædderlig første halvleg, så lykkedes det os alligevel at spille os frem til fire gode målchancer - Mads Kusk havde to gode forsøg med hovedet, og både Jesper Thomsen og Peter Møller kunne have bragt os foran," fortæller Jesper Møgelvang.

Sløj anden halvleg

"Anden halvleg var en sløj forestilling at se på, men vi forsøgte vores bedste, og indsats og indstilling kan vi fortsat ikke klage over. Vi kom bedst ud efter pausen, men billedet vendte, da Mads Kusk på et tidspunkt måtte til afkøling i ti minutter. Da brændte det på, og SMIFF sparkede både på stolpen og blev snydt for et straffespark," fortæller Rougsø FFs cheftræner.

Han havde håbet på en pointdeling, da der manglede små ti minutter. Ikke mindst da en gæstende spiller blev verfet ud med gult kort for et frispark.

Frisparket blev sparket ind i handskerne på SMIFF-keeperen, som kunne igangsætte et kontraangreb, som endte med, at Alex Christensen fra SMIFF sparkede bolden sikkert forbi Mikkel Nygaard i Rougsø FFs mål til 1-0.

Scenariet gentog sig fem minutter senere, og igen var SMIFFs anfører Rasmus Madsen i oplæggerens rolle, og derved blev det til 2-0.

"Det var derfor igen en flok slukørede Rougsø-spillere efter kampen, men vi må erkende, at vi mangler evner og energi lige i øjeblikket til at vende kampene til vores fordel. Det skal dog nok komme, og det skal gerne komme til at gå ud over Dronningborg i den kommende spillerunde," siger Jesper Møgelvang.