Manglende point og intern uro bag trænerstop i Grenaa IF
Seniorafdelingen i Grenaa IF har stoppet samarbejdet med cheftræner Kent Jensen og lader holdleder Gary Taylor og assistent Hans Kurt Marx køre holdet frem til sommerferien med hjælp fra veteranen Sune Sørensen
Efter en pointfattig opstart i Serie 2 og senest et 4-0 nederlag til Kolind-Perstrup IF i lørdagens kamp på Kolind Park har Grenaa IF ophævet samarbejdet med cheftræner Kent Jensen.
”Seniorafdelingen i GIF har draget konsekvensen af den interne uro og de sportslige resultater på GIF's serie 2.
Vi har derfor pr. dags dato ophævet samarbejdet med træner Kent Jensen pga. manglende opbakning i spillertruppen,” skrev Grenaa IF søndag aften på sin hjemmesiden.
”På grund af dels manglende resultater og dels på grund af samarbejdsproblemer mellem træner og spillere og det øvrige team har vi ment, at det var bedst at stoppe samarbejdet med Kent Jensen,” bekræfter formand for Grenaa IF's fodboldafdeling, Gert Poulsen.
”Når resultaterne udebliver, kan vi ikke udskifte hele holdet, og når samarbejdet ikke fungerede, og der ikke stod respekt om træneren, var vi nødt til at gøre noget,” siger Gert Poulsen om beslutningen, som blev truffet efter lørdagens nederlag til Kolind-Perstrup IF.
Rutineret spiller hjælper
Kent Jensen overtog Grenaa IF's Serie 2-hold ved årsskiftet efter den mangeårige spiller og træner Brian Engelund. Han kom fra en opgave som træner for FC Djurslands U19-hold.
Grenaa IF' Serie 2-hold mistede flere stamspillere efter sidste sæson. Holdet er kommet skidt fra start og ligger efter fem kampe og nederlag til Langaa IK, Randers Freja, Vorup FB og KPI samt et 0-0 resultat mod Hadsten SK sidst i rækken med kun et point og en målscore på 4-14.
Gary Taylor og Hans Kurt Marx fra det oprindelige trænerhold får hjælp af den rutinerede spiller Sune Sørensen. Desuden arbejdes der ifølge Grenaa IF's hjemmeside i kulissen på at tilknytte en eller to personer i arbejdet for at få Grenaa IF på ret køl. Der arbejdes også på at finde en permanent trænerløsning til efteråret.
Grenaa IF er en vigtig del af holdsamarbejdet bag FC Djursland og afgiver således sine bedste spillere til overbygningsholdet i Jyllandsserien 1.
Grenaa IF skal i kamp allerede torsdag på hjemmebane mod Hammel GF i Serie 2.
Lokalavisen har forsøgt telefonisk at få en kommentar fra Kent Jensen til det skete, men han er ikke vendt tilbage.