Fortsæt til indhold

Rønde BTK har mikroskopisk chance for oprykning til 1. division

Herrenes bedste hold i 2. division møder onsdag OB i Odense. Vinderen spiller i 1. division efter sommerferien

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Rønde BTKs batmen i 2. division kan rykke op i 1. division fra næste sæson, men det kræver, at holdet nærmest overgår sig selv og besejrer OB, når de to mandskaber mødes i Odense onsdag 9. maj.

Rønde BTK har kvalificeret sig til oprykningskampen ved at blive næstbedst i holdets række.

“Chancen for at vinde er ikke så stor, men vi vil kæmpe for det og forsøge at overgå os selv,” lover veteranen John Sabalic.

Agerholm i topform

Selvom Rønde BTK tabte holdets sidste turneringskamp til nummer et, B75 Hirtshals, var præstationen alligevel opløftende.

Det lykkedes således teknisk stærke Jonas Agerholm at tilføje den grønlandske mester Ivik Nielsen, der ellers er esset hos topholdet, sæsonens første nederlag. Ivik Nielsen sluttede derfor sæsonen med 45 sejre i 46 kampe.

“Han er netop blevet nummer 9 til DM, hvor han blandt andet vandt sæt over den danske mester Anders Lind,” fortæller John Sabalic.

OB er frygtindgydende

OB vandt deres kreds med 37 point i 18 kampe. Hos OB har de to meget stærke spillere i Rasmus Klein-Døssing, der ikke har tabt en kamp i divisionsrækkerne i flere år, og svenske Mikael Mattiasson 14/14, Noah Hvid 22/24 og Lukas Bonderup 11/19.

Rønde BTKs hold består af Michael Knudsen, Jonas Agerholm, John Sabalic og Flemming Petersen.

Michael Knudsen vandt i sæsonen 43 ud af 51 kampe, Jonas Agerholm 30/46, John Sabalic 22/31, Flemming Petersen 6/25.

OBs styrke illustreres udmærket af, at Rasmus Klein-Døssing er placeret som nr. 29 i Danmark med 2.650 ratingpoint (12. bedste dansker), hvor Røndes bedste Michael Knudsen står som nr. 78 med 2.402 point.

Mulehår fra DM

John Sabalic har været til DM for veteraner i Risskov, hvor det blev til et titelforsvar for hold med venskabsklubben B75 Hirtshals sammen med Peter Bruhn og Michael Lauritsen. Han gik ubesejret igennem turneringen, og det er nu 3. år i træk, at han er med til at vinde hold-DM for veteraner +50 år.

I singleturneringen gik det ligeledes efter en snor. Sabalic var uden sættab indtil finalen mod Tølløses Karsten Haumann, hvor en føring på 2-0 i sæt og 3 matchbolde til at opnå den store triumf blev spoleret. Sølvet i single blev suppleret med bronze i double sammen med makkeren Brian Nielsen fra barndomsklubben Virum.

“Sæsonens helt store mål er veteran-VM i Las Vegas fra 18.-24. juni, hvor jeg sammen med den yngre og debuterende veteranspiller, Philip Davidsen, drager til USA for at vise, hvad Rønde BTK kan præstere,” fortæller John Sabalic.

Rønde BTK's nestor er til gengæld ikke med i weekenden 11.-12. maj - af gode grunde - når der spilles ungdoms-DM i Silkeborg. Her er Rønde BTK repræsenteret ved Sally Maribo, Sia Mann Sinding og Mads Zacho.