Bronzemedalje til Hornslet Bokseklub
Tvillingerne Nicolai og Sebastian Terteryan klar til U19 VM i august 2018
?Hornslet Bokseklubs Sebastian Terteryan blev blot fem dage, før U19 Europamesterskaberne startede i Roseto Degli Abbruzzi, Italien, efterudtaget af DABU (Danmarks Bokse Union) til at repræsentere Dannmark i klassen op til 69 kilo.
Det kom DABU ikke til at fortryde, for Sebastian Terteryan boksede sig frem til semifinalerne, hvor han efter en hård kamp mod en engelsk bokser, Hassan Azim, tabte på point.
“Den engelske landstræner fortalte bagefter, at han troede, at sejren gik til Danmark. Så en kæmpe præstation af Sebastian, der fik en flot bronzemedalje med hjem fra Europamesterskaberne på trods af de svære odds med først at blive udtaget fem dage før mesterskaberne,” roser cheftræner i Hornslet Bokseklub, Arne Lund Christensen.
Sebastian Terteryans tvillingbror Nicolai, der på forhånd var udset til at skulle nå langt i turneringen, tabte i kvartfinalen på split decision 3-2 til en bokser fra Aserbadjan. Ufortjent, ifølge Arne Lund Christensen.
Tvillingerne skal nu repræsentere Danmark ved U19 VM i august. Derfor bliver der ikke megen tid til at holde sommerferie for de talentfulde tvillinger. Forberedelserne til VM skal nu aftale i detaljer med landstræner Thomas Kyø, fortæller Arne Lund Christensen.