Fortsæt til indhold

Seriefodbold: Isak Isaksen sparkede AC Norddjurs i front i kampens første angreb

AC Norddjurs scorede kampens første mål på en lynscoring, da Pindstrup IF blev besejret med 2-0 i en meget jævnbyrdig kamp

Sport
Martin Schultz

AC Norddjurs’ unge mandskab kom op på hesten igen, da holdet pinsemandag i den svære udekamp mod Pindstrup IF hentede en 2-0 sejr med et mål i hver halvleg.

”Vi vidste, at det var en svær kamp mod Pindstrup IF, som sidste år blæste os ud af banen med masser af fysik og en god indstilling. Pindstrup IF havde tanket selvtillid med en 5-1 sejr over KPI, mens vi har haft to mindre gode kampe med 3-2 nederlaget til Mørke og en 1-1 kamp mod IF Midtdjurs,” siger AC Norddjurs-træner Karl Juul om forventningerne til kampen mod Pindstrup IF.

Men i en meget jævnbyrdig kamp, hvor spillet bølgede frem og tilbage og holdene skiftedes til at have overtaget, vandt AC Norddjurs med 2-0 på mål af Isak Isaksen og Mathias Brøgger.

Med sejren holdt AC Norddjurs trit med Mørke IF på førstepladsen. Begge hold har 22 point for ni kampe.

”Vi ligger rigtig godt. Presset ligger på Mørke IF, som har et mere rutineret hold. Vi har et ungt hold. Vi tager en kamp ad gangen og ser hvor langt det rækker. Vi var ubesejrede i de første seks kampe, men det begyndte at fylde for meget oppe i hovedet på de unge mennesker. Så det var godt at komme ned på jorden. Vi vil gerne spille med hvor det er sjovt, og det synes vi at vi gør,” siger Karl Juul om situationen i toppen af rækken, hvor AC Norddjurs ligger i baghjulet på Mørke IF.

Pindstrup fik direkte rødt

AC Norddjurs kom på Pindstrup Stadion foran på en lynscoring.

”Vi vandt lodtrækningen og gav bolden op, så bolden blev spillet fremad. Malthe Engelund tog et par træk og spillede så op i mellem et par Pindstrupforsvarere. Isak Isaksen fik bolden i medløb og sparkede den fladt ind i hjørnet til en 1-0 føring,” fortæller Karl Juul.

”Vi havde overtaget i det første kvarter, men Pindstrup fik arbejdet sig godt ind i kampen. Spillet skiftede meget. Når vi fik lov til at spille boldene op nedefra, så var vi ovenpå, men når Pindstrup fik presset os og gik de berømte ti procent mere til den, så holdt de kampen åben,” siger Karl Juul.

Pindstrup IF fik en spiller udvist med direkte rødt efter godt 30 minutter, da Isak Isaksen blev klippet efter at han var blevet spillet helt fri.

Men Pindstrup var dygtigt organiseret med et godt forsvar og en god midtbane og gav trods udvisningen AC Norddjurs kamp til stregen.

”Da der manglede omkring 20 minutter, skiftede vi Malthe Engelund og Isak Isaksen ud og satte Mathias Brøgger og Søren Thode Fogh på banen. I det første minut de var på banen blev der spillet ping pong tæt på baglinjen, og da bolden blev spillet ind foran mål, fik netop indskiftede Mathias Brøgger skubbet bolden i mål,” siger Karl Juul om målet til 2-0, som der var meget diskussion om.

AC Norddjurs presset i bund

Fem minutter efter scoringen til 2-0 havde Pindstrup IF et drøn af et skud på undersiden af overliggeren, og bolden slog i jorden og sprang tilbage på overliggeren inden den ved det andet opspring sprang ud af målet.

”Spørgsmålet var, om bolden havde været inde over stregen, men der blev ikke dømt for mål,” siger Karl Juul.

I slutningen af kampen fik AC Norddjurs et gult kort og en udvisning på ti minutter, og det satte gæsterne under et voldsomt pres.

”Vi var presset i bund og boldene fløj om ørerne på os. Pindstrup IF opsøgte deres muligheder, men kampen blev lige igen, da vi blev fuldtallige, og til sidst havde vi det fem procents overtag, som gjorde, at vi red stormen af,” fortæller Karl Juul.

AC Norddjurs måtte undvære Joachim Harvig, som stadig var ukampdygtig efter mødet med Mørke IF’s fysik i topopgøret forleden, og Job Moll plejede en skade efter kampen mod IF Midtdjurs. Andreas ”Strømpe” Strømholdt vikarierede dygtigt for Harvig i midterforsvaret, og Job Moll blev erstattet af Jesper Larsen, som kvitterede for tilliden med en så god indsats, at han blev valgt til Kampens spiller.

AC Norddjurs møder fredag aften i sin næste kamp TRIF på Stenvad Stadion.