Fortsæt til indhold

Sepp Piontek på slap line i Kolind+

Som opvarmning til det kommende VM i fodbold genopfrisker den tidligere danske landstræner 1980'erne gyldne årti for dansk fodbold

Sport
Lars Norman Thomsen

Josef Emmanuel Hubertus Piontek, DBU's første fuldtidsansatte landstræner, kom til tiden. I 1979, hvor en række håbløse økonomiske år med stagflation (stagnation og inflation) var ved at slutte. Den stokkonservative tysker skulle lære Die Dänen alt om tysk disciplin og grundighed som en nødvendighed, hvis nationens udvalgte 11 bedste fodboldspillere skulle have succes hjemme i Idrætsparken og på alverdens udebaner.

Myten om le Fevre

Hvordan en tidligere professionel fodboldspiller fra tyske Werder Bremen, hvor han med egne ord var en kompromisløs back - en møver i fodboldmæssig forstand, der havde lært at arbejde for føden.

Sepp Piontek havde før en kamp tillært sig et par danske gloser, fordi han skulle overfor den danske stjerne Ulrik le Fevre, der spillede venstre wing i Borussia Mönchengladbach. Myten fortæller, at Piontek henvendte sig til danskeren straks efter første fløjt:

"Hvilken hospital vil du?", spurgte han.

Ifølge myten blev Ulrik le Fevre så skræmt, at han resten af kampen sprang for livet, når han kom i nærheden af denne Piontek med lår så tykke som telefonpæle.

Han opnåede 203 kampe i Bundesligaen for Werder Bremen og vandt såvel den tyske pokalfinale som det tyske mesterskab. Han personificerede ”Ordnung muss sein” og tilførte tysk grundighed og disciplin. Med sin konsekvente, ihærdige og seriøse indstilling forvandlede han landsholdet til en vinder uden at fratage spillerne de kreative kvaliteter, der var dansk fodbolds adelsmærke.

Han fik også seks landskampe for Vesttyskland, inden han fortsatte trænervejen. Før han kom til Danmark, var hans landstræner på Haiti under diktatoren Baby Doc.

Populær tysker

Hvorfor det gik, som det gik, at han formåede at løfte dansk landsholdsfodbold op i verdenseliten med spillere som Elkjær, Lerby, Arnesen, Simonsen, Laudrup og Olsen, giver han et svar på, når han han gæster Kolind+ torsdag 7. juni, hvor han medvirker i et talkshow.

Intervieweren er journalisten Christoffer Rosenløv Stig Christensen, der i 2016 udgav den anmelderroste bog, ’Sepp – en biografi om manden, der ændrede dansk fodbold’.

Bogen danner udgangspunkt for aftenens samtale, og vil fortælle om mere private sider af Sepp Piontek, end der tidligere har været fremlagt. Der vil blandt andet blive vist billeder og materiale fra Sepps eget arkiv hjemme i kælderen – og selvfølgelig er der også plads til sjove anekdoter fra tiden som benhård bestyrer af firserlandsholdet med de mange fantastisk fodboldbegavede gavflabe.