Seriefodbold: Grenaa IF rykker frem i tabellen efter femte kamp uden nederlag
Adriel Chris Munanira scorede et mål og fremtvang et straffespark, da formstærke Grenaa IF vandt med 3-1 på udebane efter Hadsten SK og nu ligger midt i rækken i Serie 2
I fraværet af stamspillere som Morten Winther og Jens Bachmann blev der spilletid til nogle af FC Djurslands U19 talenter, da Grenaa IF søndag eftermiddag med en 3-1 sejr fortsatte sin stime af gode resultater på udebane mod Hadsten SK.
Og de unge talenter satte deres præg på kampen, for Oliver Jensen og Emil Birkedal Nielsen spillede hele kampen i henholdsvis angreb og midterforsvar, mens Sebastian Ring Jensen fik de sidste 20-25 minutter på banen.
Oliver Jensen stemplede for alvor ind godt ti minutter før tid, da han med sin scoring til 3-0 snørede sækken til sejren over Hadsten SK, og Emil Birkedal Nielsen spillede en flot kamp i midterforsvaret side om side med Kris Buus Kristensen.
”Sejren blev vundet på baggrund af en helstøbt holdindsats, hvor der over hele linjen blev vist en supervilje til at vinde,” siger Grenaa IF’s cheftræner Gary Taylor.
”Vi er vældig tilfredse, Vi rider på en bølge af succes med fem kampe uden nederlag efter en meget svær start på sæsonen. Desuden flaskede resultaterne sig, når også Vorup FB og Langaa IK tabte deres kampe,” siger Gary Taylor, som lørdag med en sejr over Vorup FB kan komme en forbliven i Serie 2 meget nærmere.
Heldet var på Grenaa IF’s side
Ifølge Gary Taylor havde Grenaa IF overtaget i 1. halvleg, og gæsterne sad fornuftigt på kampen.
”Vi var farligst og havde gode skud ved Sune Sørensen og Martin Westmark Hansen. I vores forsvar afviste midterforsvaret med Emil Birkedal Nielsen og Kris Baaus Kristensen deres forsøg, og Hadsten SK blev først for alvorligt farlige, da hjemmeholdet kort før pausefløjtet fik en kæmpechance, da bolden hoppede og dansede på vores målstreg. Men heldet var på vores side og vi fik afværget denne chance, så vi kunne gå til pausen med stillingen 0-0,” fortæller Gary Taylor.
I begyndelsen af 2. halvleg var hjemmeholdet igen nærgående, da Hadsten SK ramte stolpen på en kæmpechance.
”Så var vi advaret. Men i stedet var det os, som kom foran et stykke hen i halvlegen, da Hadsten-spillerne diskuterede omkring et indkast, som vi bare tog og bolden derefter blev spillet frem til Adriel Chris Munanira, som sled sig igennem forsvaret og modstod forsøg på at presse ham i feltet inden han scorede til 1-0 i hjørnet af målet,” fortæller Gary Taylor.
10-15 minutter senere blev bolden endnu engang spillet op på Adriel Chris Munanira, som igen gled igennem, men denne gang blev stoppet inde i feltet, da en forsvarsspiller kom fra siden og væltede ham med en kikset tackling. Rutinerede Joachim Gotfred tog sig af straffesparket og sparkede bolden sikkert i mål til 2-0.
Sluttede to mand i undertal
Med kort tid igen satte hjemmeholdet fuld tryk på, men midterforsvaret med Emil Birkedal Nielsen og Kris Buus Kristensen afviste deres forsøg.
Presset tog til, da Grenaa IF’s Rick Jensen i det 83. minut fik gult kort og blev udvist i ti minutter for at have sparket bolden i mål efter at der var fløjtet – fordi han ifølge Gary Taylor ikke hørte fløjten.
”Nu kom Hadsten SK med det hele, men i stedet fik vi i en omstilling spillet bolden frem til vores U19-spiller Oliver Jensen, som slap fri og på kanten af feltet sparkede bolden knaldhårdt op i nettaget,” fortæller Gary Taylor.
Hadsten SK pressede på til det sidste, og Grenaa IF sluttede med ni mand på banen, da den tredje U19 spiller Sebastian Ring fik gult kort i slutminutterne.
Det nærmest Hadsten SK kom en reducering var et godt forsøg i de sidste minutter, som Frederik Bjerregaard dog tog sig af med en god redning.
”For en gangs skyld var vi heldige, da Hadsten SK havde to store muligheder. Men vi ydede en god holdindsats og rykkede med sejren fra en bundplacering og frem som nummer fire i rækken,” siger Gary Taylor.
Efter sejren fik spillerne ikke stemt om æren som Kampens spiller, men Gary Taylor fremhæver Kris Buus Kirstensen, Adriel Chris Munanira og Joachim Gotfred for deres præstationer, men der er også skulderklap til de tre U19-spillere Emil Birkedal Nielsen, Oliver Jensen og Sebastian Ring Jensen for deres godkendte spring fra FC Djurslands U19-hold og til Serie 2-holdet.
Næste modstander for Grenaa IF er Vorup FB, som lørdag kl. 13.00 stiller op på HSM Arena i Grenaa.