Fortsæt til indhold

Seriefodbold: IF Midtdjurs skudt i sænk på ti minutter i bundopgør

Langaa IK havde alt for let ved at score, da IF Midtdjurs blev slået med 4-1 i kampen for at undgå nedrykning i Serie 2 på Ryomgård Stadion

Sport
Martin Schultz

Med tre lette mål i løbet af ti minutter i begyndelsen af kampen satte gæsterne fra Langaa IK hjemmeholdet IF Midtdjurs på plads fredag aften på Ryomgård Stadion og kunne gå til pausen med en føring på 3-1 inden gæsterne yderligere udbyggede føringen til kampens resultat 4-1 i 2. halvleg.

”Det var som om Langaa IK bare skulle sparke bolden indover, så fik de mål,” siger IF Midtdjurs’ holdleder Klaus Fanø, som før kampen over for Lokalavisen havde understreget betydningen af at få point i kampen mod Langaa IK.

”Resultaterne flaskede sig trods alt for os i weekenden, så vi har ikke smidt håndklædet i ringen. Vi har ikke opgivet håbet, og nu skal vi slå Hadsten IK på udebane på lørdag. Og kan vi slå dem, er vi også bedst indbyrdes. Så nu skal vi på træningsbanen og have banket noget selvtillid ind i spillerne,” siger Klaus Fanø om situationen i den ekstremt lige pulje 17 i Serie 2, hvor kun de to tophold Kolind/Perstrup IF og Randers Freja kan tillade sig at kikke opad i tabellen.

IF Midtdjurs er gledet ned under nedrykningsstregen med 11 point, men fra nr. 3 Grenaa IF med 13 point og til nr. 8 Hadsten IK med 10 point er der kun tre point, så en sejr til et af holdene kan vende helt rundt på stillingen.

Tre unge med fra andetholdet

IF Midtdjurs havde afbud til kampen fra blandt andet de to talentfulde 17-årige fodboldtvillinger Nichlas og Mikkel Sloth, som er ved at afslutte deres efterskoleophold, og derfor havde trænerparret Jesper Bager og Jens ”Elvis” Ring Kristensen indkaldt tre spillere fra 2. holdet, Lasse Danielsen, Martin Jelle Pedersen og Martin Lindberg, til kampen.

”Vi stillede op med et tremandsforsvar med Søren Gribsholt, Mikkel Kvistgaard og Alan Djozic, og rykkede så Emil Ring Kristensen helt frem for at give vores angreb lidt mere tyngde. Meningen var så, at kanterne skulle følge med tilbage, så vi ikke var så sårbare i omstillingsspillet. Men det var alt for let at score for Langaa IK, for deres indlæg var ikke engang farlige. Og selvom vi også havde chancer, er vi ikke skarpe og effektive nok i begge ender af banen,” siger Klaus Fanø.

IF Midtdjurs fik reduceret til 3-1 efter at Langaa IK med tre mål på ti minutter havde skudt hul i hjemmeholdet, da Emil Ring Kristensen lagde bolden af til Lasse Danielsen, som fra kanten af feltet scorede i det lange hjørne.

”Vi fik bolden i mål inden halvlegen, men målet blev annulleret for offside. Det ville ellers havde været godt at være kommet på 3-2,” mener Klaus Fanø.

Smør på handskerne a la Karius

I 2. halvleg kæmpede IF Midtdjurs videre og Frederik Laursen brændte to friløbere.

”Det er tydeligt, at spillerne mangler selvtillid, og så tager man de forkerte beslutninger. Vi afslutter generelt for dårligt,” siger Klaus Fanø, som midt i 2. Halvlegen også kunne se IF Midtdjurs’ unge målmandstalent, den kun 17-årige Troels Gudumlund i en uheldig aktion, da Langaa IK snørede sækken med en scoring til 4-1.

”Det så ud som om Troels havde smør på handskerne og det lignede lidt Loris Karius i Liverpools mål i Champions League finalen mod Real Madrid. Det var ærgerligt for Troels, som har stået fremragende i denne sæson og er et kæmpetalent i målet,” siger Klaus Fanø.

”Nu håber vi på det bedste og tager den derfra. Vi har et ungt hold med spillere fra 16 til 24 år, og der er masser at bygge videre på. Vi glæder os over, at vi kunne hente tre unge spillere på 2. holdet, som gjorde det godt, og som viste, at de er dygtige og hurtige spillere med fremtid i,” siger Klaus Fanø. På dagen mødte de unge IFM’ere dog et rutineret Langaa-hold, som ikke gjorde det sværere end nødvendigt.

”Langaa IK var gode til at trække tempoet ud af kampen. De trak tiden ud, og det hidsede vores spillere op. Langaa IK fik to gule kort, men den fordel forstod vi ikke at udnytte.”

IF Midtdjurs skal ud i et bundopgør mod Hadsten IK lørdag kl. 13.30 på NMT Byens Arena i Hadsten, hvor de to hold, som i skrivende stund ligger under nedrykningsstregen, møder hinanden om de livsvigtige point