Fodbold for sjove fødder til sommerfest
IF Midtdjurs indbyder til Djurslands Bank Cup i forbindelse med Sommerfesten i Ryomgård
I Ryomgård er der tradition for en heftig sommerfest hvert år sidst på sommeren. Og der skal ikke blot hygges og festes med mad og musik, men også spilles fodbold på den sjove måde, når der fredag 17. august fra kl. 17.00 afholdes en gang sommerfestfodbold til Djurslands Bank Cup.
“Alle som har lyst til at være med til fodbold for sjov kan tilmelde sig. Igen i år vil der være to rækker: en mix række, hvor der minimum skal være to spillere under 13 år på holdet, og en firmarække for både firmaer og for hold, som ikke har to unge under 13 år med på holdet,” fortæller Mickey Nørgaard fra IF Midtdjurs.
Særlige mål tæller dobbelt
Mickey Nørgaard opfordrer familier, venner, firmaer, klassekammerater, vejfællesskaber og alle andre med lyst til fodbold til at melde sig senest fredag 10. august, så vil han have et kampprogram klar den efterfølgende tirsdag.
“Der er fire spillere på banen og to udskiftere. Det er tilladt at spille i fodboldstøvler, men voldsomme tacklinger og meget hårdt spil er ikke tilladt. Mål scoret af piger og kvinder og af børn under ti år tæller dobbelt,” siger Mickey Nørgaard.
Det koster 150 kr. at deltage med et hold, som betales inden kampstart. Der er en vandrepokal til vinderen af Djurslands Bank Cup og personlige præmier fra lokale sponsorer til 1. og 2. pladsen.